30. nov. 2013

Hjertetaske

Ja, det blev til en hjertetaske i mere end én forstand. Det er måske ikke så let at se fra denne vinkel, men læs videre og se billedet længere nede, så skal du bare se :o)
Hvis jeg nogensinde skulle prøve, om man kunne flette en taske i hjertefacon, skulle det selvfølgelig inkludere hjerterne på de lapper, jeg havde fra de mange ens avisannoncer.

På den måde kom størrelsen og materialet også til at give sig selv.

Det viste sig at være meget praktisk, for jeg tror, at det er for svært at sy første ring på bunden, hvis leddene er for små og materialet er for stift.

Nu er jeg (næsten) færdig med at sy ringene sammen og mangler kun en lukning og en hank.

Jeg har allerede idéer til begge dele, men måske er der andre, der har endnu bedre idéer - så kom frit frem.....Hvordan synes du, at jeg skal lukke tasken?

Det var sjovt at få bunden i hjertefacon til at fungere og en udfordring at tælle, hvor mange led, der skulle være i ringene; men med hensyn til antallet, kunne det i hvert tilfælde ikke blive værre, end at jeg måtte tage nogle led af eller sætte nogle flere på.

Det mest spændende blev så, om det overhovedet kunne lade sig gøre.

Det kunne det, og hjertefaconen holder oven i købet ret godt.
Her ser du bunden, hvor hjertet er tydeligst. Det bliver spændende, om det også kan ses af andre, når tasken engang kommer ud og bliver luftet :o)


Hvis du har lyst at flette din eget hjertetaske og ikke kan gennemskue faconen ud fra billederne, kommer der en opskrift på et tidspunkt. Sig til, hvis du gerne vil have den.

29. nov. 2013

UFO-hjerter

Måske er det lige tidligt nok at kalde projektet med hjerterne fra annoncen en UFO, for det skrider fremad, selvom jeg ikke er helt færdig med at sy endnu.

Jeg har jo også nogle ferieforberedelser, som jeg ikke må glemme.

D.v.s. det går ikke helt så hurtigt med hjerterne, som jeg havde håbet på.

Men jeg fik lige taget dette nærbillede af projektet og syntes, at du skulle have en teaser.
Forhåbentlig får jeg syet færdig inden ferie - for så kan den bruges på at overveje, hvordan afslutningen / lukningen skal være.....eller måske kan jeg endda nå at overveje færdig og komme ud og købe passende stof.

Hov....måske har jeg allerede overvejet (næsten) færdig, siden jeg ved, at der skal købes stof....?? :-)))))

Forslag er dog stadig velkomne :o)

27. nov. 2013

I love

Annoncering kan føre til meget.

Jeg har tidligere skrevet om det lille, orange fad, hvor jeg måtte en tur rundt i s-toget for at finde aviser nok.

I den samme avis fandt jeg en anden annonce, som jeg også forudså, at jeg kunne bruge lidt motiv fra.
Det var hjertet på mandens t-shirt, som jeg gerne ville have.

Jeg brugte min skabelon til at udsøge hjertet, og så var det bare at sørge for at vende skabelonen ens i alle 13 aviser (så hjerterne også ville vende ens på et kommende projekt), tegne rundt om skabelone og så klippe.

De 13 hjerte-lapper har ligget klar længe; men nu er de endelig på vej ind i 'noget'.

De er blevet tapet og flettet, og de er kommet til at sidde som en bort på en række - faktisk meget lig de tanker jeg havde, da jeg klippede lapperne.

Faconen på projektet kunne jeg derimod slet ikke have forudsagt på det tidspunkt.

Mere herom i løbet af meget kort tid. Jeg skal lige være færdig med at sy sammen :o)

20. nov. 2013

Aktivt bibliotek

Frederikssunds biblioteker er vist meget spændende steder at komme. Så vidt jeg kan bedømme er der rigtigt meget aktivitet ud over bogudlånet, og de bruger meget energi på alle mulige former for aktiviteter.

Der er to grunde til, at jeg pludselig er begyndt at interessere mig for, hvad der sker på Frederikssund Bibliotek.

Den ene er, at jeg har fået en henvendelse fra bibliotekerne, om jeg har lyst til at komme og lære børn og voksne brugere at flette. Selvfølgelig har jeg det, for jeg elsker min flette-hobby og elsker måske endnu mere at lære andre mennesker at flette.

Så nu ser det ud som om, at vi skal flette i Jægerspris den 22. februar - det bliver hyggeligt!

Den første grund har så afledt den anden, for jeg vidste egentlig godt, at flette- og blog-kollega Helene fra genbrugblirguld skulle arbejde med papirgenbrug deroppe i efterårsferien, men havde nok fortrængt det.

Heldigvis blev jeg mindet om det, mens jeg mailede med dem selv, og fik oven i købet et par billeder, så jeg kan vise lidt her på bloggen.


Prøv at se en koncentration, som en af deltagerne på Helenes kursus udviser.


Det er præcis sådan en entusiasme, der er med til at gøre det så sjovt at undervise i candy wrap flet - og få så mange som muligt "smittet" med vores dejlige hobby.





...og her er så lidt af det, som Helene ellers lavede med børn og voksne. Er det ikke fint genbrug?


19. nov. 2013

Dybrøde råd

Jeg har et lidt større projekt i tankerne.

Som den faste læser vil vide, går jeg meget op i farver og at ting passer perfekt.

Derfor leder jeg efter den perfekte, røde farve.

BKI-kaffeposerne er meget tæt på, men ikke heeeelt dybrød nok. Den røde farve er en anelse for rød.
....og når jeg skal flette et stort projekt, så skal det altså være helt 100% i orden.

Så jeg har brug for hjælp.

Ikke så meget til at samle (endnu) ;o) men i første omgang skal jeg bruge hjælp til overhovedet at finde noget, der har den rigtige farve.

Er der mon nogen, der kan hjælpe mig med forslag til, om der findes noget emballage eller andet genbrugs-noget, der har denne flotte, dybrøde farve, jeg kan flette med?



....og så skal jeg da lige fortælle, at jeg endelig har salgssiderne helt opdaterede - også med de allernyeste ting, jeg har fundet på......så fra nu af skulle jeg meget gerne kunne følge med.

Klar til julehandlen ;o)

Så mangler jeg "bare" at nå til samme sted med opskrifterne :o)

17. nov. 2013

Rejseforberedelser

I denne her weekend har jeg været flittig - meget flittig.

Der er ikke kommet så meget færdigt arbejde ud af det, for jeg har 'kun' lavet forarbejde.

Jeg har tænkt, skåret, sorteret og tapet.

Der er nemlig ikke så længe til, vi skal en tur ud og rejse, og når man skal flyve i tre timer, og der selvfølgelig også bliver lidt ventetid her og der i forbindelse med rejsen, (og hænderne skal da også beskæftiges, hvis der bliver tid til lidt afslapning ved poolen) er det godt at have forberedt en masse lapper, som lige er klar til at blive flettet.

....for det er ikke ret let at sætte tape på papir ved et flyklapbord - forestiller jeg mig; men det giver sjove billeder :o) .....for ikke at snakke om, hvordan man får en skalpel eller saks med gennem security....
Når alt er forberedt, går det lynhurtigt at flette, så derfor går der nu et par weekender, hvor jeg forbereder i al den tid, jeg har til overs.

Derfor er nogle af mine rejseforberedelser ikke helt som de fleste andre menneskers ;o)

15. nov. 2013

Stop i tide

Nogle gange skal man huske at stoppe i tide.

For meget længe side flettede jeg noget af restoplaget af nogle Simply Chocolate-brochurer, som blev delt ud i goodie bags på Chokoladefestivalen.

Først var det meningen, at det skulle blive til en taske.

Det var der ikke nok materiale til, viste det sig, og det endte derfor med, at jeg fik en rigtig god kurv til alle vores krydderier.

Vi er glade for kurven, for den er ret praktisk og har en god facon.

Midvejs i flette- og syprocessen stoppede jeg dog op et par gange, fordi jeg syntes, det kunne være sjovt at have billede af et fad / en skål i stedet for kun at have den høje kurv.
Så har jeg lidt billeder at gå efter til næste gang, og kan på forhånd se, hvordan fadet / skålen kommer til at se ud, selvom jeg ikke har det at kigge efter direkte.
Som sagt er vi glade for kurven, så jeg fortryder ikke et sekund, at den er blevet, som den er; men i andre tilfælde kunne det være, man skulle være stoppet, før det var blevet til kurv.

Det kan være fordi mønstret indeni er fint at se på, eller måske fordi en færdig kurv bliver alt for tung.

Det sidste bliver måske tilfældet med den taske af Café Noire folie, jeg sådan set er i gang med. Jeg har faktisk bestemt mig for at flette tasken færdig for erfaringens skyld, men der er måske en årsag til, at det altid er dette projekt, der må vige for noget andet.




Der er opskrift på kurven. Pris 10 kr. tilsendt på mail. Bestil på ReCyklisten@gmail.com

14. nov. 2013

Hjemmelavet luksus

Hjemmelavet marmelade er stort set den eneste slags marmelade, jeg gider at smage på. Jeg synes, at købemarmelade smager af alt for lidt....ud over sukker.

Derfor bliver jeg megaglad, når en danseveninde og flette-fan (hun fletter ikke selv, men synes at der kommer flotte og specielle ting ud af fletteriet) kommer med et glas hjemmelavet marmelade. Jeg føler mig meget priviligeret over at få den slags gaver.

Vi spiser ikke så meget marmelade derhjemme, for vi bruger det som luksusmad, når vi for en sjælden gangs skyld spiser toastbrød.

Sådan et par anglofiler som os, burde måske spise ristet toast med marmelade i tide og utide; men sundt er det hvide brød jo ikke, og når man kun spiser det en gang imellem, så smager det også ekstragodt, når man gør det.

Så derfor får du lige et billede her, af hjemmelavet luksus på glas.
....og se lige hvor fin den ene etikette er....med navn og det hele. Er det ikke fornemt?

Der er vist ikke så meget genbrug over dagens post - og så dog alligevel, for glassene har været brugt til noget andet tidligere.

Jeg skal forresten huske og spørge, om hun ikke skal have glassene igen.

13. nov. 2013

Phonesleeve med klap

Endnu en telefon skal pakkes ind.....eller i hvert tilfælde beskyttes lidt mod nøgler, mønter og hvad man nu ellers har liggende og rasle rundt sin taske.

Tidligere har jeg flettet telefonetui'er, der er åbne i toppen, men selvfølgelig skulle der prøves noget nyt, når jeg skulle i gang med at flette et etui mere, så denne gang skulle etui'et lukkes lidt. På den måde bliver der også lidt mere hold på telefonen.

Når man bruger et telefonetui mange gange dagligt, skal det være nemt at åbne og lukke, så jeg har holdt klappen i facon under pres, så den kan holde lukket af sig selv, når man stikker den ned i etui'et men alligevel er let at åbne.
Materialet har jeg fra den sødeste fletteveninde, så for en gangs skyld har jeg ikke selv samlet genbrugsmateriale. Denne gang er det folie fra en fabrik, der ville være blevet smidt ud, hvis ikke fletteveninden havde fået fingrene i det.

Folien er superlet at bruge, da den kommer i lange baner, så det er bare at skære derudaf, og så er den også rigtig dejlig at flette med. Jeg er jo ikke så vant til nyt materiale, der overhovedet ikke er krøllet ;o)




Jeg har en detaljeret opskrift på sleevet, hvis du ikke vil / kan kopiere ud fra billedet. Du får opskriften for en 10'er, hvis du skriver til mig i kontaktformularen eller sender en mail til ReCyklisten@gmail.com

Tilsvarende sleeve kan flettes specielt til dig.



11. nov. 2013

Ros

Ros til dem der roser!

Ja, det mener jeg. De mennesker, der er gode til at rose, fortjener selv stor ros.

For der er ikke ret meget, der er så dejligt, som at få ros. Hvis det så oven i købet er noget, man elsker at gøre og/eller gør sig umage med, så bliver man da endnu gladere og bedre.

Jeg kom til at tænke på det en søndag til Åben Dans i JES Linedance, hvor vi lige havde danset en vals. Selvom jeg er mest til glad musik med fart på, gør jeg mig også altid umage med at danse vals. Efter dansen kom en af de andre dansere, som jeg ved hvem er, men vi kender ikke hinanden så godt, hen til mig.

Ihhhh, hun var bare nødt til at fortælle mig, at det var så stor en fornøjelse at se mig danse vals, for holdning, rise and fall osv. var bare så flot. Jeg blev selvfølgelig megaglad, voksede mindst 10 cm i højden, og gjorde mig endnu mere umage med at danse flot resten af dagen. Tak for de pæne ord!!!

....og egentlig går den positive virkning af ros for min vals endnu længere tilbage.

En del "valsetrick" har jeg lært ved at se Vild med dans. Det er faktisk et program, hvor man kan lære rigtigt meget som danser.

Så var jeg engang på kursus, hvor Lars Christensen (som også har været "danseren" i en enkelt sæson) underviste. For at han kunne bedømme niveauet for det kursus, vi skulle i gang med, blev vi deltagere sat til at danse lidt vals, og Lars troede ganske enkelt ikke på, at jeg ikke havde danset turneringsdans.

Dén ros har helt klart også været med til at holde min umage ved lige.

Så husk at rose! Jeg tror på, det gør os til bedre, dygtigere og gladere mennesker :o)







Billedet med roserne er lånt af Wilh.Hansens Eftf. - en skøn, skøn blomsterforretning på H.C.Ørstedsvej, hvor servicen er intet mindre end uovertruffen!


10. nov. 2013

Juleguld

Jeg er som sagt kommet til at snyde.

Snyderiet er heldigvis ikke mere alvorligt, end at jeg er kommet til at flette julepynt før den første december, og da det er en regel, min mor lavede, da jeg var barn for at hele efteråret ikke skulle gå med julepyntning, håber jeg, at jeg bliver tilgivet.

Det var på min cykeltur hjem fra arbejde den anden dag, at jeg i tankerne kom til videreudvikle den lille blomst til julepynt.

Hvis jeg skal huske den slags idéer, er jeg nødt til enten at tegne, skrive eller udføre idéen så hurtigt som muligt, og da jeg vurderede, at det ville tage mindst lige så lang tid at tegne og skrive mig ud af en ikke alt for god hukommelse frem for at flette, valgte jeg selvfølgelig at flette med det samme.

Derfor snød jeg, og derfor er der allerede kommet lidt juleflet ud af mine fingre, selvom der er tre uger til, vi runder den 1. december.
De første var kuglerne, som der er to af længst til venstre.

Da jeg først havde fået fingre i guldkaffeposerne, kom der også en klokke til.

Til sidst kom der også en oval pynteting ud af fingrene.

Jeg arbejder stadig lidt videre med et endeligt resultat, inden jeg går i gang med at skrive opskrifter, men jeg synes faktisk, at jeg er forholdsvis tæt på at være tilfreds.

Kneblen på klokken skal være lidt længere, så man lige kan ane den i klokken, og man kan se, at det er en klokke - og den ovale skal nok være lidt mere kogleformet.

.....men ellers synes jeg, de er ret så julede....her før tid :o)


8. nov. 2013

Kurser (og julepynt) på vej

Har jeg sagt det før? ...og hvis jeg har, så er jeg nødt til at sige det igen: Jeg er en heldig kartoffel.

Sådan føler jeg det heldigvis rigtigt tit :o) Hvad kan man ønske sig mere?

Lige nu går jeg og er så glad i låget over, at jeg i onsdags holdt AOF-kursus i candy wrap flet med en flok rigtigt søde damer. Det var godt nok den sidste mødegang, og derfor lidt vemodigt; men jeg føler mig alligevel rigtigt priviligeret, når jeg får lov til at undervise i noget, som jeg synes er SÅ dejligt at beskæftige mig med.

Det er altid dejligt at få lov at fortælle om noget, som man selv synes er rigtigt sjovt, og når man så ikke bare kan få lov at fortælle, men oven i købet lære andre om sin skønne hobby. Det er helt fantastisk.

....og så skal jeg have køkkenet fyldt med søde flettere igen på lørdag - sikke en uge!

Jeg er oven i købet flette-heldig på én måde mere. Der er efterhånden rigtigt mange, der har spurgt mig, om der ikke kommer flere kurser i foråret - og jo, det gør der.

Foreløbigt har jeg fået sat datoer på mine egne kurser, som du kan se her. Måske kommer der også flere AOF-kurser, og jeg kommer sikkert også en tur til Jægerspris og fletter. Hvis jeg er rigtigt heldig, er der endnu mere på vej. Jeg lover at give besked, når jeg ved noget sikkert.


Inden alle de her forårs-projekter har vi jo lige en jul, vi skal have overstået. Det er sagt i den bedste mening, for jul er for mig lig med hygge og samvær. .....og gør-det-selv-pynt. I min familie måtte man ikke begynde på juleriet før 1. december (undtagen evt. 1. søndag i advent). I går fik jeg en idé og måtte snyde lidt. I skal nok få det at se snart :o)

7. nov. 2013

Logo motivflet

Der er en enkelt lille pung, som jeg har været lidt tid om at vise dig her på bloggen.

Det er den pung, som jeg har flettet specielt til udstillingen i Niras' kunstforening - med Niras' logo som motivflet.
Den skulle selvfølgelig ikke vises frem her, før de havde set den på Niras, for det skulle jo være en overraskelse.

Og det var heldigvis en god overraskelse :o)

Mens jeg gik og stillede op, kom der nogle enkelte mennesker gennem kantinen, og dem, der nåede så tæt på, at de så pungen, blev alle meget positivt overraskede med både 'næææ' og 'ååhhh' og 'iiihh'.

Disse reaktioner er i sig selv dejligt for mig, men egentlig varmer baggrunden endnu mere.

For reaktionerne tyder på en stor glæde og sikkert også stolthed ved at være en del af virksomheden Niras.

Jeg må indrømme, at det ikke er alle mine arbejdspladser, hvor jeg er blevet glad, når jeg har set deres logo i en uventet sammenhæng. ....men det blev folk her, og dét er da lige til at blive glad over.

Egentlig havde jeg tænkt mig, at pungen 'bare' skulle være en del af udstillingen uden at der skulle gøres noget særligt stads ud af den; men med de fine reaktioner syntes jeg alligevel, at pungen skulle have en særlig plads.
Så det fik den, og så håber jeg, at endnu flere medarbejdere ser den og bliver glade og stolte.


5. nov. 2013

Intetsigende valgplakater

Der er især én ting, jeg ikke forstår ved de danske valg - det er valgplakaterne.

For det første er de SÅ grimme at have hængende.

For det andet er det åbenbart mega-svært at finde ud af reglerne - fx hvornår man må hænge dem op og hvor lavt de må hænge. Der er altid nogen, der liiiige "kommer til" at hænge dem op lidt for tidligt (til de andre partiers store fortrydelse) og jeg ser faktisk flere, der hænger for lavt end ikke.

- og ikke mindst for det tredje!!! Hvor i alverden bliver budskabet af???

Er politikere in spe virkelig så dumme, at de tror, at vi vælgere er så dumme, at vi straks ændrer vor mening, når vi ser et billede af et ansigt med et navn og et partibogstav?

Eller er det bare en gammel tradition, der efterhånden er blevet så udvandet, at man har glemt, at det ville være en god idé, at skrive et budskab på plakaterne også?

Eller er der alt for mange penge i partistøtte, som man ikke ved, hvad man ellers skal bruge dem til, og så gider man ikke bruge sin tid på OGSÅ at skulle finde på noget fornuftigt at sige?

Eller....?

Eller....?


Uanset hvad, så synes jeg ærligt talt, at det er ét stort spild af penge og de frivillige ophængeres tid.

Hvis de penge absolut SKAL bruges på at skæmme byen, så find dog i det mindste på noget fornuftigt at skrive på de plakater (eller betal nogle reklamefolk for at gøre det).

Ellers kan jeg da lynhurtigt finde på noget meget mere relevant at bruge dem på til gavn og glæde for os borgere, der betaler.

4. nov. 2013

Udstilling

Der er kommet en ny titel på visitkortet i dag: udstillende kunstner.

Her til formiddag har jeg nemlig været en tur i Allerød og besøge Niras - Danmarks tredjestørste rådgivende ingeniørfirma.

En af mine kollegaers kone er ansat hos Niras, og da de to havde kigget på tingene her på bloggen, tænkte de, at det kunne være noget for kunstforeningen, og efter den idé var udtænkt, gik der ikke lang tid, før jeg fik en mail, om jeg havde lyst til at komme og udstille.

Og selvfølgelig havde jeg da det!

Hos Niras er de meget engagerede i genbrug og bæredygtighed, så det, at jeg næsten altid fletter i genbrugsmaterialer, var selvfølgelig et ekstra plus.
Nu står der så to fine montrer fyldt med mine flettede kurve og skåle i den ene, og tasker, punge, lidt smykker o.lign. i den anden.

Jeg har ikke bare fået lov at udstille i et fantastisk flot og lyst lokale, som Niras kantine er, jeg er også kommet i fint selskab. Måske kan du lige ane malerierne i baggrunden. De er Trine Panum Kjeldsens.

Jeg har set lidt af hendes ting tidligere i Bagsværd. De er meget smukke og meget interessante.

I kantinen kommer der 400 mennesker og spiser + andre ansatte og gæster, så det er en fantastisk mulighed for at udbrede kendskabet til vores fletteri endnu mere.