30. jun. 2014

Dumle

Til min mands store fortrydelse samler jeg alt muligt forskelligt materiale til mine fletterier; men han ved alligevel, at det nok ikke kan betale sig at forsøge at forhindre mig i at samle.

Det er alligevel smartere at hjælpe mig med, at jeg har nogle gode steder at gemme alt materialet, så det ikke skal ligge fremme og flyde.

Derfor samler jeg stadig alt muligt forskelligt materiale :o)

Det er bestemt ikke altid, jeg på forhånd ved, hvad jeg skal bruge det til. Idéerne kommer sådan så småt efterhånden.

Måske kan det virke lidt formålsløst at samle det her karamelpapir, for det ér små stykker papir. ....men det er til gengæld flot, og farverigt papir. ....og hvem kender ikke Dumle.
Jeg har et stykke tid gået med en idé om, at jeg ville bruge karamelpapiret til at flette en lille taske, der skulle forestille en karamel.

Altså buttet 'rundbue-form' med det røde Dumle-papir i midten og så med det blå med stjernerne ude for enden....lige som en Dumle-karamel ser ud.

Jeg har ikke set den facon, jeg godt kunne tænke mig, nogle andre steder, og dén måde jeg har set, at man skaber facon med led i forskellige størrelser, kunne ikke give den facon, jeg kunne tænke mig, så jeg måtte i gang med at eksperimentere med en anden måde at gøre det på.

Normalt, når man gerne vil flette en taske, der er tyk på midten, fletter man de mindste led i top og bund og de største led i den midterste ring.

Dette gør dog, at taskens bund kommer til at bue opad, og det ville jeg ikke have til min karamel-taske.

Så jeg har fundet på en anden måde, nemlig ved at flette med forskellige størrelser led på den samme ring i stedet - altså store led på midten af tasken, og små led ude i enderne - og jeg fik faktisk fat i helt den facon, jeg gerne ville have.
Jeg synes, at det blev en sød og sjov taske - og måske skal der eksperimenteres mere, så jeg samler stadig :o)


Tasken er til salg

26. jun. 2014

Fejlberegning

Det skulle faktisk være blevet til et mobil-etui med plads til kredit- og kørekort.

Det var også meningen, at det skulle passe til iPad-tasken, som jeg tidligere har flettet.

Det sidste lykkedes; men jeg er så åbenbart ikke god nok til at måle, hvor stor en telefon er, for etuiet blev i hvert tilfælde alt for smalt til at kunne indeholde telefonen.

I stedet er det så blevet til et brilleetui.
Som brilleetui fungerer det perfekt - både i størrelse og udformning; men sådan et er der ikke brug for lige nu :-) så nu er det sat til salg i stedet.

Der er sikkert en anden IT-forstørret mand eller kvinde, der kan bruge det ..... eller bare en anden mand eller kvinde, der godt kan lide de lyse farver.
Sådan går det nogle gange, når man ikke tænker sig godt nok om, og på et tidspunkt får jeg forhåbentlig flere diagrammer, så jeg kan flette etuiet i den rigtige størrelse.


Brilleetuiet er til salg


24. jun. 2014

God anmeldelse

I dag bliver jeg simpelthen nødt til at prale.

....og jeg bliver nødt til at skrive endnu et indlæg om genbrugsdagen på Farum Bibliotek.

Min kontaktperson fra biblioteket har nemlig gjort mig opmærksom på, at der er blevet skrevet om dagen i Frederiksborg Amts Avis.

Det er en rigtig fin artikel med lidt om de forskellige aktiviteter, der foregik.

Det er også en ualmindelig fin anmeldelse af min undervisning. Det fås vist ikke bedre, og derfor er jeg da lige nødt til at prale lidt.
Jeg er uamanerlig glad og stolt!

Glad fordi 'nogen' har gidet sige noget, der er så pænt, og stolt fordi min undervisning har kunnet fortjene en sådan udtalelse.

Tusind tak til dig, Lill. Jeg håber vi ses på kursus, så jeg kan få lov at lære dig endnu mere om fletteriets lyksageligheder.



Læs mere omtale.
Armbånd til salg.

22. jun. 2014

God spådom

Jeg kan spå.....

Jo, det er rigtigt nok, for jeg havde jo forudset, at lørdag ville blive en dejlig dag.

....og det blev en rigtig dejlig dag.

Flettere er vist generelt ret hyggelige mennesker, så dén del af den dejlige dag (altså det med at hygge sig med flettere) gik selvfølgelig rigtigt godt.
Der var en del mennesker, der gik hjem med deres første fletteprojekt: et fint, flettet armbånd. 

Flere blev for alvor smittet med den dejlige hobby, og blev dejligt ambitiøse, så der blev spurgt en del til mine egne kurser - så - i løbet af kort tid vil der komme datoer på nye kurser til efteråret her på bloggen.

Folkene på Farum Bibliotek var også en rigtig positiv oplevelse. Søde, imødekommende, aktive og ualmindeligt servicemindede og positive mennesker.

I skrivende stund kan jeg ikke lade være med at tænke tilbage på bibliotekarer før i tiden. De kunne ikke meget andet end hysse og rynke øjenbryn. Dét har sandelig ændret sig :o))))

Heldigvis!

Ud over at være så flinke, var de også fulde af forundring / beundring over den koncentration og fordybelse, man som fletter er nødt til at udøve. Sådan har jeg egentlig ikke tænkt på det tidligere, men de har jo ret. Det er vel en af årsagerne til, at nogle af os er blevet så bidte af det. Samtidig med alle de andre egenskaber, fletteriet har, er det også afstressende.

Biblioteksfolkene var også godt forberedte på at modtage flettere. Så vidt jeg kunne se, havde alle biblioteker i Furesø været i gang med at samle kasserede bøger, Anders And-blade, reklamer, kaffeposer og magasiner.
Her på billedet ses kun en meget lille del af, hvad de havde samlet sammen, så der var materiale nok til alle.

For at kunne vise et eksempel frem skyndte jeg mig at klippe og flette i lidt af kaffeposerne. Sikke dog et dejligt materiale.
Selvom det var plastic, var det let at folde i facon, havde en god tykkelse og var ikke så levende, som plastic normalt er. Så hvis der bliver drukket Meny Kaffe fra små portionsposer i din kantine, skal du skynde dig at få lavet en aftale med dem. Det er god folie! ....og det kræver ikke tape.

19. jun. 2014

Genbrugsdag med candy wrap

På lørdag (den 21. juni) bliver igen en dejlig dag.

Det er jeg sikker på, for der er genbrugsdag på Farum Bibliotek. Jeg har fået lov at komme med og undervise store og små i at flette armbånd af genbrugsmaterialer.

Sådan bliver der bl.a. skrevet om arrangementet på bibliotekets hjemmeside:
Jeg håber på, at det kommer til at vælte ind med børn og voksne, der har lyst til at lære at flette i genbrugsmaterialer.

.... og skulle der dukke en lidt mere øvet fletter op, der er stødt ind i en udfordring, som kræver hjælp, så bliver der helt sikkert også tid til det.

.... eller flettere, der bare har lyst til en snak, så vi kan hygge os og udveksle erfaringer og / eller inspiration ....

Det håber jeg også på.

Genbrugsarrangementet varer desværre kun fire timer, så der er desværre ikke tid til, at man kan nå at lære alle fletteriets mysterier, og forhåbentlig kommer der også så mange mennesker, så jeg får nok at gøre med bare at lære dem at flette en række og samle den.

Jeg glæder mig allerede RIGTIGT meget til en dejlig lørdag, og tage min nye titel - kreativ tovholder - i brug. Det kan jeg lide!

17. jun. 2014

Frivilligt arbejde

I går havde jeg sat mig selv på arbejde hele dagen, selvom jeg havde fri.

....og jeg var også temmelig træt, da jeg kom hjem, for jeg havde været udendørs hele dagen - på Rådhuspladsen midt i København - det bliver man åbenbart træt af. ....også selvom man bliver glimrende fodret af midt på dagen :o)
Årsagen var Cph Stage (Københavns nye, fede teaterfestival), hvor jeg var frivillig i Infotaineren.
Det var rigtigt hyggeligt - og sjovt at prøve.

Der var næsten ikke grænser for, hvad man kunne blive sat til som frivillig.

Et par stykker af de andre frivillige blev klædt noget så fint ud, inden de skulle ud og skabe opmærksomhed og dele programmer ud.

Obelix kom på besøg i 'billetten'
Jeg fik lov at prøve en ny slags cykel - en lastcykel.

Det var lidt af en udfordring at køre sådan en trehjuler, hvor man ikke selv skal holde balancen, og hvor det er baghjulet, der drejer.

Efter min første tur i den heftige trafik midt i København, må jeg nok indrømme, at min tolerancegrænse overfor de store lastcykler blev hævet en del. Den er godt nok svær at køre, når man er vant til tohjuler.
....og dog - man får nu alligevel ret hurtigt taget på det.

Lidt kreativitet kunne det også blive til i løbet af dagen, for der var en lille reol i vores container, der var helt propfyldt med skønne og farverige dimsedutter og tingenoter, så - vist nok mest børn, men også voksne - kunne lege med lidt mini-scenografi.

Den slags skal man ikke stille i nærheden af mig, og så give mig små øjeblikke, hvor jeg ikke har andet at lave.

I løbet af dagen blev det til en lille pipfugl på en pind...
...et maleri til scenens bagvæg...
...og en trebenet elg, der står i kulissen og venter på sit stikord.
Jeg må se, om jeg ikke kan finde ud af at lægge det på instagram, så jeg kan vinde nogle teaterbilletter.

Det skulle du også prøve.

Så kig forbi Infotaineren, klæd dig ud eller design noget scenografi, del det på instagram - #Infotainershoot - så kan det være, der er gode, gratis oplevelser på vej.



16. jun. 2014

Mundlam

De sidste par dage har jeg faktisk været helt tom for ord. Det vil folk, der kender mig, nok nærmest ikke tro på.

Men det er faktisk rigtigt nok.

Jeg synes selv, at jeg har været på et par vilde fletteeventyr her på det sidste.

Først var jeg en tur i Odense og møde både fynske og sønderjyske flettere, hvor jeg kun havde mødt en enkelt et par gange i forvejen.

Nu har jeg så også været en tur i Moss - jo, det ér Moss i Norge - og møde flere flettere, jeg aldrig havde mødt tidligere.

Det synes jeg selv, er ret så vildt :o)

....og sikke mange pragtfulde mennesker, jeg har mødt.
....og sikke meget inspiration, jeg har fået.
....og sikke jeg i det hele taget har oplevet.

Det er nok derfor, jeg er blevet lidt mundlam.

På rejsen hjem fra Moss, har jeg tænkt på rigtigt mange ting, jeg kunne tænke mig at fortælle om her på bloggen, men enten har jeg tænkt for meget uden mulighed for at kunne taste det med det samme, eller også er alle indtrykkene ikke sunket ordentligt til bunds endnu.

Både i Odense og Moss er jeg sikker på at have mødt mennesker, jeg kommer til at se igen uanset stor eller lille afstand, for vi har bestemt haft andet end fletteriet til fælles.

Den norske dame, jeg har haft kontakt med på facebook - May Britt - var heldigvis bedre end jeg, til at få taget lidt billeder i løbet af de alt for få timer, vi havde sammen.
Der blev både grint....

....og flette koncentreret :o)
Jeg var også på op til flere sightseeings i det helt vidunderlige, norske sommervejr, vi var velsignede med. Jo, mine søde værtinder, sørgede bestemt for, at jeg fik oplevet meget.

Nu er mundlamheden vist efterhånden ved at fortage sig, så mon ikke jeg kan få skrevet lidt mere om den dejlige tur i løbet af de næste par dage.

.....eller også finder jeg på noget helt andet.

12. jun. 2014

Blomstret overraskelse

Der er nok ingen, der er i tvivl om, at jeg har flettet rigtigt mange (forskellige) ting - mange modeller, mange mønstre, meget materiale o.m.a.

Derfor er det en skøn fornemmelse, når jeg stadig kan blive overrasket over, hvor fedt en ny ting kan se ud.

Jeg starter lige et andet sted, inden du får af vide, hvad jeg præcist mener :o)

Når jeg gennemgår reklamer og aviser, går jeg ofte målrettet efter en bestemt farve.

Hvis jeg så møder noget andet fedt, bliver der også klippet lap af dette.

Det kan være blomster, en sjov lille tegning, et flot design-møbel, -sko eller noget helt femte.

Derfor har jeg længe haft en lille stak lapper liggende med blomster, og de passede nogenlunde med den mængde, jeg skulle bruge til at flette mig et brilleetui.

Den lille firkant, der skulle bruges til brilleetuiet så ret sødt ud med alle de forskellige blomster, men da etuiet var ved at være færdigt med lynlåsen syet i, kom jeg pludselig til at se lidt mere grundigt på det, jeg havde i hænderne og blev rigtigt glad.

Glæden kom af, at jeg fik set på, hvor fin den gule lynlås gjorde brilleetuiet og at helheden var blevet til et rigtigt sødt resultat - synes jeg da selv.

...og tænk, jeg er ikke engang særligt glad for gul, og vælger altid en anden farve blomster, hvis jeg kan få det.

11. jun. 2014

Jubilæumsplakat

Nu har jeg ikke flere Samsø Festival tasker på vej, så mon ikke det er ved at være på tide, at I får set den plakat, som de alle er flettet af.

Altså - jeg har haft mange plakater; men de så alle sådan ud:
De tasker, der er kommet ud af det, har mindet meget om hinanden, men nogle har trods alt skilt sig ud.
Jeg nåede lige præcis at have fire tasker samlet til parade :o)



Hvis du har lyst, kan du læser om hver enkelt af de næsten ens tasker her, og her, plus her, her og her.
Alle tasker er til salg eller kan bestilles på kontaktformularen eller mail.


10. jun. 2014

Foreløbigt løfte om jubilæumstasker

Jeg kan lige så godt sige det på forhånd: jeg lover ikke noget.

....men foreløbigt er dette den sidste taske med jubilæumslogo'et fra Samsø Festival.

Der er jo stadig mere end en meget lang måned til festival i uge 29, så der kan nå at ske meget.

Derfor siger jeg: her ser i den foreløbigt sidste af den slags.

I går skrev jeg om de små variationer, der gør taskerne forskellige, selvom de er næsten ens.

I dag skriver jeg om flere små variationer.

Dagens taske har denne gang fået en helt smal hank - der så for øvrigt også er blevet hæklet med blåt garn.

...og for at matche den blå hank, er der endnu flere blå bogstaver i toppen og endnu mere blåt i bunden af tasken.

Til gengæld er resten af tasken sort - ud over selve logo'et selvfølgelig.

Så skulle denne taske også være til at kende fra de andre :o)


9. jun. 2014

Små variationer

Der er grænser for, hvor store variationerne kan være, når man skal flette tre ens tasker.

Men som jeg har skrevet tidligere, kan det ikke nytte noget, at fire travle damer får helt ens tasker.

Så risikerer man bare, at de render og stjæler hinandens og først opdager det, når de står og skal købe fadøl, og dankortet ikke virker.

Man kan jo blive helt kold og varm på én gang bare ved tanken ;o)

Denne har fået zigzag-hank, blå bogstaver 'i første linie' og helt sort bund i modsætning til den første taske med jubilæums-logo.
Det er helt sikkert de små ting, der gør den store forskel!

7. jun. 2014

Skandinavisk flettetræf

Det første af mine 5 hverdagsbilleder handlede om at rejse for at møde andre flettere, og det gør det sidste af billederne i nomineringen også.

Tidligere på ugen var jeg en tur i Odense for at hygge mig med sønderjyske og fynske flettere, og om en uges tid, tager jeg en tur til Moss (lige syd for Oslo) for at møde norske flettere.
Vi flettere er vel internationale ;o)

Egentlig slår jeg to fluer med et smæk, for min mand starter sin egen tre-ugers tur til Nordkap, og så følger jeg ham lidt på vej - OG så har jeg fået en aftale med en norsk fletter om at besøge hende og andre ligesindede, når han er draget videre efter den første overnatning.

Det glæder jeg mig meget til, og jeg er spændt på, hvor mange vi bliver.

I Moss er de så heldige, at de har Husflidens Hus, og der har min norske kontakt er booket rum til os.
Jeg er endnu ikke helt klar over, om det er almindeligt i Norge, at man har den slags 'organisations-huse' i hver en by, hvor man samler kreative og flittige hænder; men hvor ville det da være dejligt, hvis der var tradition for den slags herhjemme.

Tænk - et netværk og kæmpe kilde til inspiration og samarbejde, sådan et sted kunne være.

6. jun. 2014

En hverdag med Samsø Festival

Gennem et godt stykke tid, har tre tasker med Samsø Festival-tema været en stor del af min hverdag; men det er faktisk slut, for taskerne er nu sendt i forvejen til øen.

Lige nu er jeg så i et mærkeligt tom-/mellem-rum, hvor jeg har sluppet hverdagen med taskerne, og tænker mig tilbage til de dage; men samtidig drømmer jeg mig frem til festivalen, som nærmer sig, men alligevel ligger halvanden måned ude i fremtiden.

Jeg har vist flere gange tidligere skrevet om, at jeg skulle flette tre tasker med jubilæums-logo, som egentlig skulle være ens, men alligevel forskellige.

Især den ene blev alligevel ret forskellig fra alle de andre tasker med jubilæumslogoet, som jeg har flettet.

Den fik nemlig ensfarvet, blå baggrund.
Den rutinerede fletter vil sikkert også straks bemærke, at tasken har fået lige overkant; men det er ikke sikkert, at 'ikke-flettere', vil bemærke dette bevidst.

For at få den blå farve helt tæt på logoet blev jeg desværre nødt til at snyde lidt.

Man kunne enten klippe logoet ud og klistre det på blåt papir. Det ville give et flot, ophøjet logo; men desværre for mange unøjagtigheder, når logoet har så mange detaljer og så stor yderkant, som dette logo har - både i selve cirklen og i teksten.

Derfor valgte jeg at scanne logoet og bruge en baggrundsfarve fra plakaten og så printe logoet på bagsiden af genbrugskopipapir.

Lidt snyd ;o) men trods alt alligevel genbrug.


5. jun. 2014

Have på altanen

Umiddelbart skulle man ikke tro, at nomineringens tredje dogmebillede har noget med flet at gøre; men det har det ikke desto mindre.
Denne dejligt række asparges har jeg nemlig fået af en sød fletteveninde, som efter sigende har masser af asparges i haven.

Sådan en veninde er dejlig at have.....med et ualmindeligt gavmildt og betænksomt sind OG have.

Nu er hun 'skyld' i, at vi skal spise dejlige, friske, letstegte asparges til aftensmad.

Jeg har ikke have, men (helt selvvalgt) kun altan.

Der kan nu dyrkes meget spiseligt på sådan en altan, og jeg forventer mig rigtigt meget af alle de ærter, jeg har sået i år.
Radiserne spirer også flittigt og forhåbentlig bliver pottertrappen fyldt med krydderurter.
Indtil videre eksperimenterer jeg bare løs, men efterhånden lærer jeg forhåbentlig noget om, hvad der kan betale sig at dyrke i sådan en lille, bitte byhave.

4. jun. 2014

To hurtige togture

Måske kan man ikke kalde dagens hverdagsbillede særligt hverdagsagtigt, for det er godt nok længe siden, jeg har været ude og køre med tog.

Sådan er det at gifte sig til en mand med bil ;o)

....og med bil er det dejligt nemt.....men det er faktisk rigtigt hyggeligt at køre med tog.

Sådan en togtur giver også tid til flet.

Desværre kan jeg ikke flette, når jeg er passager i bilen, for jeg bliver køresyg. Heldigvis går det meget bedre i toget.

Årsagen til dagens togtur var en invitation til hyggeflet i Odense, som jeg havde tiltusket mig.

Jeg har glædet mig rigtigt meget til at møde fynboerne (og et par enkelte jyder). Faktisk vågnede jeg MEGET tidligt i morges. Lidt fjollet; men alligevel også dejligt, at man kan glæde sig så meget, at man næsten ikke kan sove på trods af den fremskredne alder.

Alle forventninger blev mere end indfriet. Det har været hyggeligt og sjovt, og vi har snakket, grinet og spist.....og flettet. Der var bare alt for kort tid mellem togturene frem og tilbage (læs: dagen fløj alt for hurtigt af sted)

Dejligt at have fået udvidet flettenetværket på det personlige plan - på tværs af landet. Det kan anbefales!

På hjem-tog-turen 'så' jeg pludselig denne dejlige udsigt.
....og jo, selvfølgelig er det flet, der er i forgrunde ;o))


3. jun. 2014

Landsdækkende flettetræf

Landsdækkende flettetræf - det er måske lige i overkanten at sige, og dog - det er alligevel sandt :o)

I morgen er vi i hvert tilfælde flettere fra flere landsdele, der skal mødes i midten.

Vi er både sønderjyder, fynboer og københavnere, der mødes til heldags-hyggeflet.

Jeg glæder mig som et lille barn, og har forberedt mig grundigt.

Når københavneren skal til Odense, er der først en dejligt lang togtur, derefter en hel dags flet og så igen en togtur.

Derfor skal der selvfølgelig forberedes en masse lapper, for i toget er det helt umuligt at skære folie eller tape papirlapper, og jeg har også hørt lidt rygter om, at vi bliver mange, så derfor forestiller jeg mig, at vi måske ikke har flere kvadratmeter spisebord hver at gøre godt med ;o)

Jeg har også købt ind, og det har taget mig rigtigt lang tid her i eftermiddag, fordi nogle af tingene har været rigtigt svære at finde, for det skal være lidt specielt til nogle af de andre flettere.

Det bliver lidt af et eksperiment, så jeg krydser fingre for, bliver vellykket.

....og så er jeg blevet nomineret.

Det er en nominering på facebook.

Jeg synes jo egentlig at de her nomineringer / udfordringer på facebook, er lidt fjollede; men sjovt nok blev jeg alligevel stolt og glad, da da min søde fletteveninde nominerede mig (og samtidig roste FletteForum).

Så selvom vi ikke har kendt hinanden ret længe eller har set hinanden ret mange gange, vidste hun åbenbart alligevel, at jeg ville blive glad.....for sådan er hun!

Nomineringen går ud på, at man skal tage hverdagsbilleder og skrive lidt om denne hverdag fem dage i træk, og da vi har lært hinanden at kende via fletteriet, vil jeg også satse på at få de fem billeder / fortællinger til at handle om flet - det passer også rigtigt godt med min hverdag :o)
Så i dag får I billedet af mine forberedelser til flettedagen i morgen.

1. jun. 2014

Udviklingssamarbejde

Jeg har tidligere udviklet helt specielle designs sammen med nogen, der skulle have en af mine flet-tasker.

Det har jeg tidligere været rigtigt glad for, og nu er det sket igen.

En af de flittige frivillige ved Samsø Festival havde spottet tasken med jubilæumslogo og kunne lide, hvad hun så.

Den skulle dog modificeres, og det er netop det sjove ved at udvikle sammen med og flette til andre.

Denne gang var det en kreativ dame, der var god til at se tingene for sig, jeg havde med at gøre, så jeg var faktisk ikke selv så meget inde over. Det var også en god oplevelse.

Der skulle være en lige kant på tasken, og så kunne hun godt lide den hank, der sidder på den store sportstaske, som min niece fik til jul, så hun ville gerne have sådan en på sin taske.

Det var en rigtig god idé.

Der er godt nok stor forskel i  størrelsen på de to tasker, men faconen ligner faktisk hinanden rigtigt meget.

Derfor var det sådan set bare at finde noget smallere bånd til den lille taske, for gjord, der er 3 cm bred, er trods alt for voldsom til en taske, der kun er 5,5 cm bred, når den skal rundt om sider og bund på tasken.

Tasken ville forsvinde helt i hanken.

Derfor var jeg glad, da jeg fandt en gjord, der kun var 1,5 cm i bredden. Den passede noget bedre, så man stadig kan se det meste af tasken. Se blot bunden her.
Du skal selvfølgelig også have lov at se hele den færdige taske.
Sådan - klar til uge 29 på Samsø!

Modellen er til salg.