31. mar. 2014

Klap

Jeg skulle bruge en klap.

Det var måske ikke så meget selve klappen, jeg skulle bruge, det var de enkelte dele, jeg gerne ville fotografere, så jeg kunne skrive en god opskrift til en anden fletter.

Jeg blev nemlig spurgt, om jeg havde en vejledningtil at flette klap til en taske.

Det havde jeg ikke, så jeg måtte i gang med at flette, så jeg kunne skrive og fotografere.

Først skulle jeg vælge, hvilken metode, jeg ville bruge, fordi der er (mindst) to måder at flette klap på.

Man kan enten flette klappen af enkelte rækker, eller man kan flette den med lige-ud-flet.

Da jeg tidligere har flettet med rækker, skulle jeg selvfølgelig udfordre mig selv og prøve den anden metode.

Til min overraskelse var det ikke sådan helt lige ud af landevejen - slet ikke når man bedre kan lide at flette store stykker frem for at sy sammen :o) men med lidt opfindsomhed lykkedes det alligevel at få en fin klap ud af det.

Se selv:
Jeg håber, du er enig :o)


Tasken er til salg.

Vejledning på klap. Pris 10 kr.



30. mar. 2014

Dansk, international københavnerbegivenhed

Egentlig burde jeg have skrevet det her til jer i går aftes; men jeg må indrømme, at jeg var bombet, da jeg kom hjem i går.

Måske havde jeg fået lidt friskluftsforgiftning ;o)

Det var nemlig første gang i år, at jeg tilbragte en hel eftermiddag udendørs.

Årsagen var VM i halvmaraton, som i går foregik i det meste af indre København.

Nej, nej - bare rolig - jeg har ikke lige pludselig fået et stort løbeflip, som jeg oven i købet begynder at fortælle om her. Jeg deltog som en del af underholdningen for løbere og tilskuere sammen med danseveninderne i JES Linedance.

Vi optrådte - sammen med et holbæksk countryband - ved Strandboulevarden.

Da jeg cyklede hjemmefra, var jeg forberedt på, at jeg ville blive nødt til at køre en stor omvej for at komme uden om afspærringerne; men det viste sig faktisk at blive meget lettere end beregnet, for som cyklist kunne man sagtens komme til at bruge cykelstier og løbe(vej)bane inden løbet gik i gang. .....dejligt ugeneret af den sædvanligvis heftige trafik.

....og der var endda lidt ekstra oplevelser indlagt undervejs, fx et band, der havde problemer med at få 'navneskiltet' sat stabilt op....
....og frivillige, der - på trods af næsten vindstille - havde udfordringer med de store bannere ved vandboderne.
Når vi ikke havde travlt med at danse, havde vi første parket.
Den største overraskelse var dog nok, at så mange løbere havde overskud til at nyde underholdningen med dans og musik. Vi var vist alle imponerede over, at vi også fik anerkendelse fra løberne med vink, klap og de kæmpestore smil. Dét er overskud!
Fotograferet af Kirsten Andersen
Vi syntes ellers selv, at det var stoooort med de mange, mange, mange løbere, for pyha, godt og vel 22 km er meget langt at løbe. Stor respekt!

Nå, ja, vi gjorde det også selv meget godt. På de timer, løbet varede, fik vi selv danset omkring 8 km....på brosten.

...og nogle af os skulle endda videre og danse show ved et guldbryllup, så det endte med at vi i løbet af en dejlig dag fik danset os igennem noget der ligner et halvt halvmaraton ;o)

Tak til vejret, tak til København, tak til alle løberne og tak til alle veninderne fra JES Linedance - sikke en skøn lørdag!

27. mar. 2014

Katte-snack-skål

"Når min mor absolut skal have besøg af sådan et par fremmede damer, er det da altid noget, at de har en gave med til mig, så min mor er nødt til at give mig en snack for at afprøve den".

Mon ikke det var nogenlunde, hvad Grumse tænkte....?
Grumse kan nemlig ikke fordrage fremmede; men hun tålte vort selskab hele aftnen og tøede oven i købet en smule op og kom frem fra sofaen og lagde sig midt på gulvet senere.

Det er ikke sådan, når mor får besøg af et par kollegaer.

Grumses mor / min kollega har efterhånden klippet og skyllet rigtigt mange kattemadsposer til mig
- igen eksempel på, hvor søde folk er til at tage besværet og samle materiale, som jeg kan bruge til at flette af. ....og Grumse har spist al maden, så selvfølgelig skulle hun da have gaven.


Snackskålen skulle ikke være så stor, når den skulle være til kattesnacks, og jeg glæder mig rigtigt meget til at finde på flere ting at flette af de megaflotte metallic-poser.




25. mar. 2014

Livskraft

Åååhhhh, hvor er jeg altså bare vild med, når sådan en lille forårsblomst bryder gennem hvad-som-helst, for at komme frem.
Det er for mig, et af de smukkeste tegn på livsvilje.

23. mar. 2014

Samsø uden festival

Lige nu har jeg ikke flere SamFest-tasker på bedding.

Der er stadig et par idéer, der ligger og lurer; men der er ikke tasker på vej ud af fingrene endnu.

Til gengæld er der kommet en Samsø (uden festival) pung.

Jeg har nemlig en kollega, der holder uendeligt meget af øen og kommer der jævnligt, fordi hun har sommerhus derovre.

Hun MÅTTE eje en pung, som den lille jeg havde flettet af festival plakater; men hun har ikke noget specielt forhold til festivalen [ kan man nu forstå det ;o) ], så pungen skulle kun 'handle' om øen.
Enhver samsing bliver da misundelig.....eller.....hmmm, måske er det mest en turist-ting :o)

Flere af hendes børnebørn var i øvrigt voldsomt misundelige på pungen, så måske er der flere på vej. Det er i hvert tilfælde en rigtig god og helt speciel fødselsdags- eller julegaveidé for en farmor.

21. mar. 2014

Jubilæum

Selvom det er ved at være et stykke tid siden, du har set noget til det sidst, er jeg stadig i gang med forberedelserne til årets SamFest (som Samsø Festivalen hedder i daglig tale).

Den næste taske, der er kommet ud af fingrene er en lille bredmåset taske, der kan indeholde lidt mere end blot de allervigtigste småting.
....og så dog.....

Tasken er sikkert ikke helt færdig alligevel.

For en taske, man skal holde i hånden, er egentlig ikke særligt praktisk på festival, og denne her har ikke fået nogen form for hank endnu.

Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om hanken skal være en kort sag, så tasken kan bruges som håndtaske og lige kan sniges op over skulderen, eller om hanken skal være lang, at tasken kan bruges som skuldertaske og crossover.

Motivet er det fine 25-års jubilæums-logo fra de plakater, jeg har fået fra festivalkontoret, og så publikum.

Det skal nok blive en fest :o)



Læs om den færdige taske


Tasken er til salg. Kan bestilles både med og uden hank.

18. mar. 2014

'Sølv'-armbånd

Dengang jeg flettede den sølvfarvede bling-taske med perler på, klippede jeg lidt for mange lapper.

Det var med vilje, jeg bare klippede løs, for jeg havde nok allerede dengang en idé om, at det blanke sølv-folie ville være fint til at flette nogle blanke armbånd af.

Nu er armbåndene blevet færdige og ikke mindst fotograferet af et kamera, der er noget bedre end mit eget telefon-kamera. Det giver altså bedre resultater - især når det er sådan noget blank materiale, der giver alt for meget genskin til at telefonen kan give gode billeder.

Jeg havde lige lapper nok til to armbånd.

Det første flettede jeg som en helt almindelig ring.
Det var bare et spørgsmål om at flette rækken og så måle efterhånden, hvor lang den skulle være og så samle den til en ring.

Det andet armbånd skulle der eksperimenteres lidt med, så jeg flettede det på samme måde, som man fletter en smal hank med lige sider.

Da jeg skulle til at lukke rækken til en ring, fandt jeg ud af at det faktisk var ret sødt, hvis jeg lod være med at gøre de to led, som man alligevel skal bruge til at lukke ringen med, til en del af den lige kant.
Jo, for en gangs skyld var det letteste også det sødeste - det sker ikke så tit.


Der er en gratis opskrift på det første armbånd her. Det er næsten for nemt til at være sandt :o)

Armbåndene er til salg.


15. mar. 2014

Roman'tisk iPad sleeve

På mit endagskursus for begyndere på Jægerspris Bibliotek syntes jeg ikke, at det hele skulle gå op i phone sleeves, men der også skulle være nogle enkelte andre eksempler på modeller, der kunne flettes færdige, uden der behøver være lynlås i.

Derfor fandt jeg en bog frem, som jeg (næsten) havde læst, og var sikker på, jeg ikke ville læse (eller anbefale til andre) igen.

Jeg har tidligere flettet iPad sleeve af helt små lapper, så jeg syntes, at et sleeve med noget større lapper ville være et godt eksempel.

For at finde den rigtige lap-størrelse målte jeg højden på bogen.

Formlen på lapperne er altid: længden = (bredden x 2) + 1 cm.

Med denne formel regnede jeg så bredden på lapperne ud.

Papiret fra bogen er forholdsvist kraftigt, men jeg halverede ikke lapperne alligevel, fordi de havde en pænt stor størrelse (jo større lapper, jo kraftigere kan/skal papiret være), og jeg ville gerne have at sleevet blev gedigent og kraftigt.
Det blev det! ....og er rigtig god beskyttelse til en iPad.


Sleevet er til salg.




12. mar. 2014

Brugsanvisning

Der er et phone sleeve mere, der er blevet færdigt.

Denne gang fandt jeg en brugsanvisning til en telefon, der ikke duede mere.

Jeg var helt vild med den flotte, blå farve, så derfor skulle brugsanvisningen ikke smides ud.

Der var oven i købet flére grunde til, at der skulle komme et phone sleeve (mere) ud af papiret.

Den åbenbare grund er, at der selvfølgelig skal noget tilbehør til en telefon ud af en telefon-brugsanvisning.

Grund nr. to er, at mængden af papir i sådan en lille folder ikke er så stor, og derfor passer det godt til et begrænset projekt, som et phone sleeve er.

Grund nr. tre er (var), at jeg skulle holde et endagskursus for begyndere på Jægerspris Bibliotek.

Normalt er én dag i underkanten for begyndere, hvis man skal nå at lære at sy lynlås i sine ting, så aftalen blev, at vi skulle koncentrere os om at lære grundlæggende flet, og så lade det være en ekstra bonus, hvis vi kunne nå mere.

Derfor skulle jeg have nogle flere eksempler med på forskellige phone sleeves, der var flettede af forskellige størrelser lapper. .....og derfor var brugsanvisningen en kærkommen lejlighed.

Papiret er så kraftigt, at jeg skulle flette med halve lapper, og størrelsen på lapperne bestemte brugsvejledningen selv. Jeg målte simpelthen bredden på siderne, som gav længden på lapperne, og så regnede jeg bredden på lapperne ud.

Det færdige resultat ser sådan ud:


Phonesleevet er til salg

9. mar. 2014

Tusind tak.....

.....for en skøn dag på chokoladefestivalen til CphVolunteers' frivillige, Chokoladeselskabet, gæsterne og ikke mindst alle udstillerne med mere eller mindre kreative chokolade-opfindelser.

Den suverænt sjoveste oplevelse var uden tvivl chokodesign med deres helt fantastiske chokolade-kreationer af alt-muligt-andet.

Normalt synes jeg, at det er noget underlige noget at skule fremstille 'ting' af madvarer....altså at maden skal ligne noget andet end det, det egentlig er.

Men chokodesigns kreationer er intet mindre end fantastiske. Jeg var nødt til at overgive mig.

Der var ting imellem, hvor man umuligt kunne se, at det ikke var den rigtige ting - fx et lille stykke galvaniseret vinkel og en møtrik - det var virkeligt vildt.

Se eksemplet her, som var det bedste billede, som jeg fik taget.
Jo.....det er virkelig chokolade!

8. mar. 2014

Chokolade i ørerne

I morgen skal jeg være frivillig ved Chokoladefestivalen hele dagen.

Det har jeg også været de sidste to år, og det er en hård, men ufattelig sjov, hyggelig og ikke mindst velsmagende dag.

Her til aften fandt jeg på, at jeg skal have chokolade i ørerne i morgen. ....altså på øreringene.

Hvad gør man så?

Selvfølgelig bliver det ikke heeeelt efter idéen, når man er så sent på den, men de forhåndenværende søms princip kan også give sjove resultater.

Jeg har fundet to næsten ens billeder af noget håndlavet chokolade i Sallings julekataloger fra 2011 og 2012 og har klippet to halve lapper + to halve lapper til hver ener.

De to lapper har jeg så flettet sammen til hver deres lille kvadrat, og med et lille hul i  hjørnet, en o-ring og ørekrog.....vupti, så har jeg øreringe, der passer til lejligheden i morgen.
Rigtig god søndag til dig!

6. mar. 2014

Phonesleeve med linedancer

Ved mine kurser i motivflet, beder jeg deltagerne om at tage deres eget motiv med, så de kommer til at flette et billede, som de selv synes er godt.

Når jeg underviser, skal jeg også bruge et motiv selv, så jeg kan vise deltagerne, hvordan man måler op og skærer ud.

Sidste gang valgte jeg at bruge et motiv med en silhouet af min veninde, som danser linedance. 

Jeg har selv tegnet den op efter et billede; men bortset fra det er silhouetten anonymiseret, så det kun er os, der kender hendes krops-danse-sprog rigtigt godt, der synes, at vi kan se, at det er hende.

Motivet har den store fordel, at det er enkelt, så det er let for kursisterne at se, hvad jeg laver, så det kan godt være, jeg finder på at bruge det igen.

Med tanke på et andet kursus jeg skulle holde i grundlæggende flet, hvor målet var at flette et phonesleeve besluttede jeg at slå to fluer med et smæk.
Så her ser du resultatet af flette-smækkeriet.


5. mar. 2014

Sjove sving

Først på vinteren var jeg ude på en gåtur op til stationen, og jeg kunne simpelthen ikke lade være med at tage dette billede.
....for hvorfor skulle man dog lade cykelstien være kedeligt lige, når der er plads til, at den kan slå et par hyggelige sving :o)

3. mar. 2014

Uge 29

Samsø Festivalen er altid i uge 29 - det gælder selvfølgelig også i år.

Dette budskab er flot sat på de plakater, jeg har fået fra festivalens kontor.

Som det står på plakaterne, var det oplagt for mig at bruge det til en lille aflang taske med plads til briller, telefon, kort, nøgler og måske lidt småting.

Tasken er helt enkelt sort, og så med "VI SES I UGE 29" skrevet med  hvide, rå bogstaver.
Når tasken kommer på festival er der ikke en eneste, der ikke ved, hvad det handler om, for alle har set plakaten og de fleste ved, at vi altid 'fester' i uge 29.

For alle andre, der ser tasken inden, er det et dejligt, mystisk budskab. Forhåbentlig er der nogen, der vil spørge.

Måske kan den også bruges af de unge og smukke, der skal til Skagen ;o)