30. nov. 2013

Hjertetaske

Ja, det blev til en hjertetaske i mere end én forstand. Det er måske ikke så let at se fra denne vinkel, men læs videre og se billedet længere nede, så skal du bare se :o)
Hvis jeg nogensinde skulle prøve, om man kunne flette en taske i hjertefacon, skulle det selvfølgelig inkludere hjerterne på de lapper, jeg havde fra de mange ens avisannoncer.

På den måde kom størrelsen og materialet også til at give sig selv.

Det viste sig at være meget praktisk, for jeg tror, at det er for svært at sy første ring på bunden, hvis leddene er for små og materialet er for stift.

Nu er jeg (næsten) færdig med at sy ringene sammen og mangler kun en lukning og en hank.

Jeg har allerede idéer til begge dele, men måske er der andre, der har endnu bedre idéer - så kom frit frem.....Hvordan synes du, at jeg skal lukke tasken?

Det var sjovt at få bunden i hjertefacon til at fungere og en udfordring at tælle, hvor mange led, der skulle være i ringene; men med hensyn til antallet, kunne det i hvert tilfælde ikke blive værre, end at jeg måtte tage nogle led af eller sætte nogle flere på.

Det mest spændende blev så, om det overhovedet kunne lade sig gøre.

Det kunne det, og hjertefaconen holder oven i købet ret godt.
Her ser du bunden, hvor hjertet er tydeligst. Det bliver spændende, om det også kan ses af andre, når tasken engang kommer ud og bliver luftet :o)


Hvis du har lyst at flette din eget hjertetaske og ikke kan gennemskue faconen ud fra billederne, kommer der en opskrift på et tidspunkt. Sig til, hvis du gerne vil have den.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar