18. jan. 2016

Betty Boop hardware

Jeg har fortalt, at hanken på Betty Boop-tasken blev monteret, så den både kunne være helt lang til crossbody og kortere til lille skulderhank eller håndtaske.


Denne montering kræver et par ringe og en hægte / karabinhage-lignende dims.

Jeg synes selv, jeg har fået fat i noget hardware, som er ret flot, for jeg har fundet nogle nøgleringe i rødt metal og en hægte i den samme farve.


Det er i hvert tilfælde ikke en farve, jeg  ser hver dag.

En af grundene til, jeg selv fletter tasker, er jo, at jeg godt kan lide noget, der er lidt specielt, så selvfølgelig er jeg også vild med dem, selvom de ikke har været helt billige.

Hvis du også kan lide dem, sælger jeg lidt af mit overskud.

1 ring koster 37 kr.
2 ringe koster 54 kr.
5 ringe koster 104 kr.

1 hægte koster 23 kr.
2 hægter koster 26 kr.
5 hægter koster 35 kr.

Et sæt som dette på tasken med to nøgleringe og 1 hægte får du for 60 kr.

Alle priser er + evt. porto.

Hægterne fåes også i andre farver: sort, turkis, grøn, rød og orange.

11. jan. 2016

Betty Boop Hank

Det var ikke Betty Boop, der bestemte hele udformningen på tasken.

Hvis du ser på hanken, har jeg igen været i gang med at flette med kumihimo-teknikken på min marudai. Hanken er ikke så speciel, for det giver ikke så meget mønster, når man bruger samme garn i alle snorene; men det er alligevel lidt specielt, når sådan en flettet snor er så tyk, som denne er.


Garnet i den flotte røde farve har jeg fået fra en sæk med med forskellige ting, der skulle smides ud fra Diakonissestiftelsens krealoppe.

Helt kort, så er Krealoppen navnet på et fællesskab af frivillige, som mødes og nørkler sammen til fordel for Loppeshoppen, som er Diakonissestiftelsens genbrugsbutik.

En eftermiddag, hvor jeg var i Krealoppen, fandt jeg en sæk med lidt for plettet tøj, slidte broderier og halvfærdige strikketøj i akryl, der skulle smides ud.

Blandt det halvfærdige strikketøj fandt bl.a. jeg et strikket stykke med dette dejlige røde garn, og tænkte, at det måtte være en passende mængde / længde til en fin, flettet hank.

Hvor var jeg glad for, at de på dette tidspunkt ikke rigtigt kunne finde anvendelse for det donerede acrylgarn. (Det tror jeg så, at de har fået siden)

Jeg er rigtigt glad for min røde hank, der matcher Betty Boops kjole perfekt, og der var garn nok til, at jeg kunne flette en hank, der kunne monteres, så tasken både kan bruges med lang hank som en crossbody og med kortere hank som skulder- eller håndtaske.


Glæden er ikke mindre, når jeg kunne bruge noget materiale, som skulle smides ud, fordi det ellers var noget strikketøj, som aldrig ville blive færdigt.



Tasken er til salg.

8. jan. 2016

Sne-hygge


I nat skulle årets første ’snestorm’ have hærget hovedstaden. Den forudsigelse var vist lettere overdrevet, for selv efter danske forhold, kan jeg nu ikke få mig selv til at kalde det andet end sne’vejr’.

Det var nærmest hyggeligt at cykle de sædvanlige fem km til arbejde her til morgen.

Det grumme varsel havde dog fået Frederiksberg Kommune på dupperne, så selvom der lå sne på cykelstierne, og laget blev tykkere jo længere ud man kom, kunne man tydeligt se, at der var blevet grundigt saltet.

Men hvad skete der for den vicevært?????

Hvad i alverden tænkte han dog på, da han skovlede sin ejendoms fortov rent og smed al overskydende sne i to store bunker på cykelstien?????

Ja, undskyld sproget, men magen til idiot skal man da lede længe efter. Hans empati og sociale intelligens kan da ligge på et meget lille sted.



Ud for en anden ejendom kunne man til gengæld se, at en vicevært havde gjort sig den umage at smide lidt ekstra salt ud på cykelstien, selvom det slet ikke er hans ’område’.

Dén vicevært ville jeg rigtigt gerne have mødt, så jeg kunne have takket ham for hans betænksomhed.

Hyggeligt at kigge ud på snevejret indefra

Rigtig dejlig snevejrsfredag til jer alle.

6. jan. 2016

Betty Boop

Årets første blogpost handler om en meget sexet dame.

Hun er godt nok tegnet, men alligevel har hun været legendarisk for sin sexappeal gennem flere årtier.

Du kender hende sikkert. Hun hedder Betty Boop.

Jeg fik idéen til at flette en taske med Betty på loppemarkedet bag Frederiksberg Rådhus.

En dame syntes rigtigt godt om de flettede tasker, jeg havde med, og vi faldt i snak. Hun syntes, at det var rigtigt sjovt, at man kan bestille en taske, der er nøjagtigt i den størrelse, farve, udformning, som man har brug for.

I løbet af samtalen snakkede vi også motivflet, og så fortalte hun mig, at hendes yndlingsmotiv er Betty Boop, og hun viste mig sin ankel-tatovering, som var en helt enkel stregtegning af Betty Boop.

Når sådan noget sker, har jeg sjældent langt fra idé til handling og tasken var på vej.


Sådan ser den lille, sexede dame ud på min taske.


Tasken er til salg. Se flere billeder, pris og detaljer.
De røde nøgleringe er til salg.

28. dec. 2015

Papirkurv

Apropos frugtskålen i det sidste indlæg, så kom jeg jo lige i tanke om, at jeg vist ikke havde fået vist, hvordan man også kan bruge den model, som jeg brugte til lampeskærm.

Det er så herligt med ting, der kan bruges på mere end én måde - det holder jeg meget af.

Hvis man tager skærmen af lampen og vender den om, ja, så har man den dejligste papirkurv.


Hvis man skal bruge modellen til papirkurv, vil jeg anbefale, at man har fletter af nogle gode, kraftige kaffeposer, for så står papirkurven godt på gulvet, og den kan virkelig tåle at blive brugt.

Det kan være lidt hårdt for fingrene at flette i de kraftige poser, men det lønner sig i det færdige resultat, for hvis man bruger for tyndt eller for blødt materiale, bliver man nok hurtigt træt af, at kurven hele tiden vælter.



Papirkurven er til salg.




21. dec. 2015

Frugter i mørket

I denne mørke tid har vi vist alle godt af at få lidt ekstra c-vitaminer, så vi forhåbentlig kan holde forkølelser på afstand.

Det er der nok ikke så mange, der kan være uenige i.

Men derfra og så til at vi rent faktisk spiser frugt, der er alligevel et stykke.

Først og fremmest skal frugten jo købes. Det er så dejligt nemt, for de fleste supermarkeder har frugt til enhedspris, så det er hurtigt og nemt at få fat i lidt forskelligt.

Og jeg synes faktisk, at det er en god idé, at købe lidt forskelligt frugt i stedet for at købe 10 æbler i en lukket pose.

For ud over at købe frugten, skal den jo også indenbords, før c-vitaminerne virker, og det kommer de altså lettest, hvis frugten ser indbydende ud.

Det synes jeg, at jeg har gjort på to fronter her:

Først og fremmest ved at købe forskelligt frugt, og derefter ved at flette en kurv / skål, så de forskellige frugter kan præsenteres lidt lækkert.

Dét gør altså også noget for appetitten.....eller måske lækkersulten.

Frugtskålen er flettet efter samme model som jeg i sin tid brugte til lampeskærme - man skal bare huske at stoppe lidt tidligere.


Bestil din egen frugtskål - vælg gerne dine egne farver.

19. dec. 2015

Nano-julekrans

Nu har du set flere forskellige juleøreringe, jeg har lavet til denne december:
Nisse
Nisser
Vise mænd fra Østerland
Snemænd

Årets sidste par jule-øreringe er lavet med en helt anden teknik.

Perlesyning.

Så vidt jeg ved, er det oprindeligt en grønlandsk teknik. Selvom du ikke ved, hvad perlesyning er, kender du sikkert de imponerende, grønlandske perleponchoer, der er syet af bittesmå glasperler (rocaille), som udsmykker de fantastiske kvindedragter.

Jeg lærte teknikken som barn hos en venindes mor, og jeg har jævnligt taget den op og syet bl.a. perlekæder.

For første gang har jeg syet en figur.

Jeg har altid syntes, at figurer var lidt underligt, og jeg gad ikke sy sådan nogle; men det har i høj grad været fordi, de kun skulle bruges som nips, og jeg er ikke så vild med ting, der ikke skal bruges til noget.

Smykker er selvfølgelig også en slags nips / pynt; men det får man da lov at vise frem.

.....og der er rigtigt mange, der har kommenteret øreringene. De synes, at de er vildt flotte, og så bliver jeg selvfølgelig glad. ....og så har de da et positivt formål.


Som du kan se, har jeg også syet en krans, der er lidt større end øreringene. Jeg har monteret en nål bagpå til en broche; men jeg tror jeg piller nålen af igen og laver kransen om til en halskæde. Den vil jeg komme til at bruge mere.



Øreringe og broche er til salg.

17. dec. 2015

Snemænd

I går skrev jeg om, at øreringene med de vise mænd fra Østerland kunne laves i hvilken som helst farve.

Det kan dagens øreringe også....og så er der endda en lille smule genbrug involveret i dag.

De øreringe, jeg vil vise dig i dag, er ikke kun til jul. Jeg synes, at de kan gå hele vinteren.

Nu har jeg nemlig lavet snemænd.


Snemænd skal selvfølgelig have halstørklæde på, og det er halstørklædet, der er genbrug.

Kender du de der bændler, der ofte sidder på en bluse for at sørge for, at den ikke falder af bøjlen i forretningen?

Jeg plejer altid at klippe dem af, når jeg får en ny bluse. Hvis ikke jeg gør det, har jeg dem altid hængende uden på blusen, når jeg har den på. Det er mildest talt ikke så fikst.

Jeg gemmer dog altid bændlerne, for de kan jo bruges til noget.

Et lille stykke af disse fine grønne kunne bruges til halstørklæder til de små perle-snemænd, og på den måde passer de oven i købet perfekt til blusen.


16. dec. 2015

Vise mænd fra Østerland

Inspirationen til det næste par juleøreringe kom først og fremmest ud af mangel på røde perler.

Da jeg havde lavet de små nisser kunne jeg godt tænke mig at lave en figur i hel figur.

Desværre havde jeg ikke røde perler i forskellige størrelser - men ikke noget problem - så må man jo lave noget andet end nisser.

Det blev til et par vise mænd fra Østerland.


De vise mænd kan man heldigvis lave i en hvilken som helst farve; og det passede faktisk rigtigt godt med de turkis perler, som jeg havde. Hvis man laver vise mænd som juleøreringe, så behøver man ikke at gå i rødt tøj hele december for at få øreringene til at passe i farven.

Derudover passede det også godt med de guldfarvede rondeller (guld, røgelse og myrra skær). ...og så fik jeg mig også et par juleørering med guldfarvet metal - smart.

Et eller andet sted synes jeg også, det er lidt hyggeligt med noget julepynt, der ikke er i den verdslige ende; men i stedet symboliserer en del af den kristne jul.

Det er vi ikke så vant til herhjemme.


15. dec. 2015

To nisser mere

Der er lige en meget lille fortsættelse af indlægget med nisseøreringene, for der var et par stykker, der så dem og også måtte eje et par nisser.

Sædvanen tro, skulle de selvfølgelig være en lille smule anderledes.

Det blev de så - med en lille bitte bling-rondel som kvast på en enes hue og en lille perle på den anden.



Nisseøreringene er til salg for 114 kr. + evt. porto. Bestil på mail.

13. dec. 2015

Nisseøreringe

I år skal jeg (og min svigerinde) være rigtig fint og juleagtigt pyntet på ørerne, for pludselig en dag, hvor jeg sad og legede med perler og pynt, dukkede der sådan nogle små nisser op.


Jeg kan jo så godt lide de enkle ting; men de må gerne have lidt bling, så her har jeg faktisk ramt perfekt ned i min egen smag.


11. dec. 2015

Stofkræmmerhus

Julen er ved at være ovre os, og da jeg havde et par julestofrester liggende, som jeg har fået af en veninde, så hun ikke skulle smide dem ud, lod jeg mig inspirere.

Jeg synes, at julepynt i stof er lækkert.

Glanspapir er også godt; men stoffet gør pynten mere holdbar og ser ud som om, der er gjort noget mere ud af det.

Modellen her har jeg ofte vredet i papir, for den er dejlig enkel. Den er simpelthen vredet af et kvadrat.
Nu skulle den prøves i stof.


For at gøre kræmmerhuset ekstra lækkert, syede jeg for i, og selvfølgelig skulle det have en strop, så det kan hænge.....på juletræet, på døren, eller.....?

...og sidst men ikke mindst en lille knap til pynt.

Der er masser af genbrug:
Stoffet er som sagt fra en veninde, og det ville nok være blevet smidt ud, hvis ikke jeg havde fået det.
Foret er fra et gammelt reklameflag.
Stroppen er et bændel, der har siddet inde i en trøje, så den ikke skulle ryge af bøjlen i butikken.
Knappen er klippet af en gammel bluse.

Det eneste nye er sytråd og vlieseline, som stiver af mellem stof og for.

.....men det kan man jo ikke se :o)

8. dec. 2015

Bånd med maleri

Sjovt.

Den anden dag sad jeg og kiggede efter noget bånd i en online stofforretning, og stor var min overraskelse, da jeg så dette bånd.


Det var jo fuldstændig som at se mit eget maleri gengivet i et noget bredere format.

Der er åbenbart andre end mig, der kan lide motiv og farver.

Det kunne være sjovt med taske og hank, der matchede.


4. dec. 2015

Ombygning

En af mine gode, klassiske modeller har fået en mindre ombygning.

Denne kurv har jeg ellers flettet uden lynlås; men der var så en, der godt kunne tænke sig samme model - dog méd lynlås.

....og ja, hvorfor ikke?

Jeg har godt nok aldrig tidligere tænkt mig tasken anderledes end som en åben kurv; men den blev faktisk ret sød med lynlås i - og meget mere anvendelig som taske.


Den pink pangfarve gør jo også sit :o)



Bestil din egen model - med eller uden lynlås
Der er opskrift på tasken. Pris 10 kr.
Bestil på ReCyklisten@gmail.com






30. nov. 2015

Cykelbroen gik 'op'

Jeg ved ikke hvor tit det sker, at cykelbroen mellem Havneholmen og Islands brygge er 'oppe'.

(ja, ja, det går altså sidlæns, men det har samme effekt)

Jeg har aldrig set det før, selvom jeg jævnligt nyder godt af denne smutvej, og det havde de cyklister, jeg ventede sammen med, heller ikke.


Desværre kan jeg ikke huske, hvilken historie jeg havde i tankerne, da jeg fotograferede til bloggen; men da jeg synes, det er et fedt komponeret billede, syntes jeg alligevel, du skulle have lov at se det.

29. nov. 2015

Adventssøndag

I dag er det første søndag i advent, så jeg havde planer om at lave mig en utratitionel adventskrans.

I stedet for blev det til to ikke helt så utraditionelle juledekorationer. Sådan kan det gå, når man ikke har nogen konkret plan, og det er inspirationen, der bestemmer.

Jeg havde samlet lidt materialer sammen i forvejen:
lidt gran, en pakke ler, en sort urtepotteskjuler og en mat aluminiumskoncervesdåse.

På en gåtur havde jeg fundet lidt småpinde, og så var der en juleørering, der ikke blev helt som ønsket.

Da en af pindene var lidt større end helt lille, var der allerede en idé på vej om at bruge den som base for en dekoration, så jeg startede med at lægge en klump ler på midten, hvor pinden lå stabilt på bordet.


 ....og så var det i gang med lys, gran og den lille perledekoration. Derefter måtte jeg en tur i gemmerne for at finde mere guld. Jeg fandt et gennemsigtigt hjerte, nogle dryssestjerner, guldståltråd og en peacecharm (peace som i julefred)


Der var også et par sølvlys i skuffen, så den anden dekoration skulle holdes i sølvfarver.

Jeg startede med at lægge en klump ler i bunden af skjuleren, så der var styr på koncervesdåse og pind. ...og så en klump ler på toppen af koncervesdåsen. Jeg havde egentlig troet, at dåsen skulle være en del af dekorationen; men nu blev den så til hjælpemateriale i stedet.


Igen - på med gran og lys og så en tur i gemmerne igen.

Lidt kraftig sølvtråd til at holde pindene sammen og snoet om en strikkepind til en spiral + en peacecharm blev den eneste dekoration til denne.








Nu skal de så bare have en dush med lidt vand i løbet af december, så de ikke bliver helt tørre af at stå indendørs en hel måned.


Så må den kreative adventskrans vente til næste år.


27. nov. 2015

Romantisk stil

Vi skulle en tur på besøg i sommerhus, og da det var første gang, vi skulle besøge vore venner i deres nyerhvervelse, skulle vi selvfølgelig have en lille 'ting' med.

Blomster er måske ikke helt oplagt, men hvis man kan sætte blomsterne i jorden og dermed nyde godt af dem år efter år, så bliver det alligevel oplagt.

Valget faldt på tre små miniroser.

De var lidt kedelige at komme med bare i cellofanen, så jeg var en tur på altanen for at se, om jeg havde en fin og passende kurv stående, som jeg kunne sætte alle tre roser i.

Der var desværre ikke noget, der passede i størrelsen, så både roser og kurv blev flottere af det.

Så er det jo godt, at man har flettet nogle kurve.

.....og kurven i avispapir og med to hanke passede perfekt i både stilen, højde og bredde.



Nu bliver jeg så nødt til at flette en ny til mig selv, for jeg er ikke helt sikker på, at jeg kan undvære den.

Den er nemlig rigtig god til at have alle de mindre fletprojekter i.

25. nov. 2015

Mumi-sakse

Jeg kender flere (voksne),  som er helt vilde med de dejlige, finske Mumitrolde.

På en fødselsdagsgaveshoppetur, hvor stort set hele sortimentet i en isenkræmmerforretning blev tjekket igennem, så jeg pludselig - på en mørk hylde nede bagved - en hel flok Mumitrolde-sakse.

Med tanke på de forskellige jeg kender, skyndte jeg mig at fotografere saksene, for dem havde jeg aldrig set eller hørt om før.

Desværre var jeg ikke helt så hurtig til at skrive om saksene, så nu kan jeg ikke finde dem på nettet, men derfor kan det jo godt være, at forretningerne har dem endnu.

Under alle omstændigheder - kære venner, både personlige og digitale - her er billederne, jeg har lovet. Held og lykke på jagten.


22. nov. 2015

Hotdog på diæt....??

I den seneste tid har jeg været i gang med et mindre, men dog meget mærkbart vægttab. Det er indtil videre blevet til lidt mere end 10 kg.

Det har været hårdt, men jeg er alligevel ved at vænne mig til at spise færre kalorier, end jeg plejer.

Min metode har været at tælle kalorier ved hjælp af en app, som jeg har kunnet downloade til både min telefon og iPad.

For at holde mig på et lavt antal kalorier hver dag, har jeg bl.a. holdt mig nogenlunde fra de hurtige kulhydrater: hvidt brød, pasta, ris og kartofler.

En gang imellem skal man have lov at synde lidt, hvis sådan en omgang kalorietælleri skal være til at holde ud.

Til gengælde kan man finde masser af hjemmesider og blogs, hvor man kan få hjælp, så synden ikke blive så 'alvorlig'.

Da vi en aften fandt på, at vi ville have hotdogs - bare for sjov - ville jeg finde et brød uden for mange kulhydrater i. Det var ikke så svært, og her på bloggen KitchenbyK fandt jeg hurtigt en opskrift på noget brød (eightie), jeg kunne lave om i faconen til pølsebrød.

Jeg syntes ikke, at mine eighties blev lige så luftige som K's ser ud til at være; men det kommer nok, hvis jeg øver mig lidt mere.


De blev dog helt fine til vore hotdogs.

16. nov. 2015

Strikkebio

Der findes et helt skønt koncept, der hedder Strikkebio.

Kender du mon det?

Det handler om præcis det samme, som det lyder til.

Man tager sit strikketøj (eller andet -tøj. Man må gerne hækle, flette eller hvad man har lyst til) med i biografen, og så bliver lyset ikke dæmpet helt så meget, som det plejer at blive.

Derfor kan man se til at samle op, hvis man taber en maske, og man er sammen med en hel flok, der også hygger sig med deres håndarbejde. Det giver en helt særlig stemning i salen, og man får tit vekslet et par ord med nogle omkringsiddende, inden filmen går i gang.

Derudover er filmen tit en forpremiere, og i det halve års tid, hvor jeg har været med næsten hver gang, har vi kun oplevet rigtigt gode film.

Jeg strikker ikke så meget for tiden, så derfor er Strikkebio en rigtig god lejlighed til at få lidt gang i pindende, selvom det kun bliver til den ene gang om måneden.

Derfor har jeg også kun fået et enkelt, enkelt projekt færdigt.

Jeg vidste jo ikke, hvor meget lyset ville blive dæmpet, før jeg havde været der først gang, så jeg havde valgt et projekt med et helt enkelt sjal, hvor jeg ikke skulle andet end slå 6 masker op og så tage en maske ud i slutningen af hver pind. (Her fik du så også opskriften.)

Jeg strikkede det fra den spidse ende, for jeg vidste ikke , hvor meget sjal jeg havde garn liggende til, og ved at strikke det fra spidsen kunne jeg bare lukke af, når der ikke var mere garn.

Det hele sluttede med en hæklet kant af to runder fastmasker hele vejen rundt i en anden slags garn.


Jeg kan ikke engang huske, hvordan jeg fandt Strikkebio; men jeg ved, at jeg til daglig finder info hos bloggeren Rock'n'roll Hausfrau. Måske ses vi...?

14. nov. 2015

Det er nødvendigt

En gang imellem er der ting, man bliver nødt til at gøre med det samme, selvom det er blevet lidt sent, og man burde gå i seng.


10. nov. 2015

3. nov. 2015

Maleritaskens detaljer

Mon ikke jeg skylder at skrive lidt om detaljerne på 'maleritasken'.


Som fast læser har du jo nok opdaget, at jeg lægger meget vægt på, at farverne passer sammen, og jeg holder meget af, når ting kan bruges på mere end en måde.

På denne hank opnåede jeg begge dele.

Først og fremmest fik jeg fuld valuta for mine nye kæder, som passede perfekt til taskens farver. For lidt tid siden havde jeg nemlig købt nogle farvede kæder - tilfældigvis i netop sort og turkis, og der er jo heldigvis ingen, der siger, at man ikke må bruge to kæder til sådan en hank. Jeg synes også, at de så kan hjælpe hinanden lidt med at bære taskens vægt.


Dernæst kunne jeg - ved hjælp af nogle fine postskruer / hankeholdere i oxyderet metal - sætte kæderne på tasken, så tasken både kan bruges med kort hank = håndtaske, og med lang hank = skuldertaske.







De to forskellige farver kæde udnyttede jeg også til at kunne kende forskel på de to rum, så så man ikke behøver at åbne begge rum, hver gang man skal have fat i noget bestemt.

Det ene rum fik turkis vedhæng på lynlåsen og det andet rum fik sort.


Når jeg skal flette taskemodellen igen, kunne jeg godt finde på at sy to forskellige farver lynlås i ....eller tre.

Læs om maleriet her.
Læs om tasken her.
Se taske og maleri sammen.




Tasken er til salg. Se billeder og flere detaljer.
Der er opskrift på tasken. Pris 15 kr. inkl. printark med motiv.
Kæden er til salg her.



30. okt. 2015

Græskar i ørerne

Inden det er for sent for i år, skal jeg lige nå at fortælle dig om de græskar, jeg har i ørerne.

Jowjow - den er god nok.


Jeg tog simpelthen skabelonen til de græskar, som jeg lavede tidligere. De var beregnede til at hænge på væggen eller køleskabet eller.... De kunne fint formindskes, og med lidt grønne perler på o-ringene, der forbinder de laminerede græskar til ørekrogene - så havde jeg græskar til ørerne.

Dem har jeg selvfølgelig på i disse dage, og de kommer især til deres ret, når jeg fredag aften skal ud og hjælpe til ved Valby Lokaludvalgs fejring af Halloween på Toftegårdsplads.

Der bliver bl.a. pyntning af mælkekarton-lanterner (her kommer jeg til at arbejde), udskæring af græskar og ansigtsmaling.

Spørgsmålet bliver så, om ungerne overhovedet selv får lov til at lave lanterner, når kreativiteten sandsynligvis løber af med mig ;o)

Nej, bare rolig. Ungerne skal nok få lov. Findepåsomhed er herligt, og det plejer kun at blive sjovere, når der er børn med i legen.

29. okt. 2015

Græskar i papir

Når det er efterår er det herligt at falde over nogle ark orange papir, som ingen andre vil bruge til noget.

Så skal der klippes græskar.

Efter et par forsøg med en skabelon, kom mine til at så sådan ud.


Jeg klippede mine græskar med en (lidt for) stor saks. Det går fint; men det går faktisk hurtigere og bliver pænere, hvis man skærer ansigtshullerne med en skalpel.

På den anden side, kan den store saks have været medvirkende til, at græskarrene blev forskellige, for noget af det gode ved at klippe græskar er, at man ikke behøver at være super-nøjagtig.

Godt nok er det netop gentagelsen, der gør hjernen glad, når der er pyntet op med mange, men på den anden side, er det unøjagtighederne, der giver græskarrene personlighed og liv.

Jeg gjorde faktisk en dyd ud af, at de blev lidt forskellige. Prøv fx at forskyde ansigts-skabelonen lidt til den ene side og / eller tip den en smule. Så ser det pludselig ud som om, man ser græskarret lidt fra en anden vinkel end lige forfra.

Den størrelse, jeg klippede græskar i (ca. 10 cm), kan måske være lidt for lille til nogle børn, men så kan I jo bare lave dem større, hvis ungerne skal være med til at klippe græskar.

Her få du lige et billede af min skabelon helt forfra, så kan du printe billedet ud, klistre den på karton eller pap og selv se at komme i gang med at klippe græskar.