28. jun. 2015

Champagnestol

I disse studenterudklægningstider er det en stor fornøjelse at se de glade dimittender svinge med huerne på ladet af forskellige lastbiler mens de synger, hujer og .....

Jeg har altid megahøj gåsehud og en klump i halsen, når jeg er tæt nok på til at vinke til dem.

Det er glade tider.

Der bliver sikkert drukket en del champagne og lignende med  metal til at holde på den paddehatformede korkprop.

Propperne er det let nok at finde anvendelse for; men hvad skal man finde på med metal'stativet'? ....som for øvrigt hedder muselet på fransk = give mundkurv på :o)

Man kan sikkert finde på mange praktisk ting; men her har jeg fået en idé til en sød, men overhovedet-ikke-praktisk lille stol.
Den kan måske bruges til en lille dukke; men ellers er den kun til pynt - måske som en souvenir til minde om den glade tid.

Hvis du selv kunne tænke dig at lave en lille stol, gør du sådan:

Start med at sno ringen nederst op og lirke den ud af de små øjer, den sidder.
Det bliver lettest at arbejde videre, hvis du retter ringen, som nu er blevet til et stykke ståltråd, nogenlunde ud.

Bøj den på midten.
Form nu fx tre små buer, som bliver til det øverste af stoleryggen.
Bøj metalstykket, det sad oven på korkproppen lidt væk, så du kan komme til at stikke det nederste af stole ryggen ned bagerst på 'sædet'.
Sno enderne ned af stolens bagben sammen med benenes egen snoning. For at få stoleryggen til at sidde ordentlig fast, skal du helst sno mindst én til halvanden omgang i hver side.

Du kan også sno enderne om bagbenene fra ydersiden, så du ikke behøver at bøje sædet, men jeg synes ikke, at ryggen kommer til at sidde helt så godt / pænt.
Giv evt. stolesædet en lille klat kontakt- eller sekundlim, for at sikre, at det ikke falder af.
 .....og sådan kom der fire små pyntestole ud af muselet'erne fra en festlig lejlighed.



Stolene er til salg.

27. jun. 2015

Hjertebånd til en lille taske

Farverne på båndet, som jeg skrev om sidst, med de blå hjerter, er udvalgt præcist til en lille taske, jeg har flettet for længe siden.

Det er en lille taske / pung, der er flettet i hvidt kopipapir med en enkelt lille stribe flettet af blå/hvid-ternet papir fra Irmakaffeposer, der har fået en praktisk håndledsrem.

Da jeg lagde trådene op, startede jeg med at sætte en lille karabinhage på, så den ville blive integreret i båndet.

Derefter fleeeettede jeg løs i mit lille hjertemønster så langt, jeg havde garnrester til. (Se opskrift på båndet her)

Det færdige bånd foldede jeg så sammen, så der blev en løkke, der i størrelse passede til en håndledsrem.

For at holde løkken på plads snoede jeg det sidste af det hvide garn rundt om det sidste af fletningen ud over trådenderne, som man gør med en splejsning og sluttede af med at sy igennem et par gange og derefter hæfte ved at sy på langs igennem splejsningen og båndet. 














De øvrige trådender kan derefter klippes af.

Til sidst var det så bare at sætte karabinhagen fast i taskens lynlås, og så havde min lille taske fået matchende hank.

25. jun. 2015

Hjerter på båndet

I det seneste indlæg om opsætning på marudai, fortalte jeg, at jeg ikke ville komme til at lægge opskrifter herind, fordi jeg ikke havde erfaring nok til at finde på mine egne mønstre.

Den påstand er allerede blevet uaktuel, for jeg er sørme kommet til at finde på et mønster selv.

Det er ikke så kompliceret, så mønstret eksistere sikkert i forvejen; men jeg har i hvert tilfælde ikke set det eller set nogen opskrift.

Det er et enkelt lille bånd, hvor jeg har flettet med en hvid grundfarve og har brugt en blå kontrastfarve til at få et hjerte-agtigt mønster frem.
Da jeg gik i gang lagde jeg trådene op sådan:

Der skal altså bruges 8 tråde til båndet, og de skal lægges op helt som på tegningen.

De blå er 'hjertefarven' og de sorte er bundfarven. Jeg brugte almindeligt bomuldsgarn og lagde trådene dobbelt, og jeg målte dem ud i dobbelt længde, så det er samme tråd, der går igen i de modsatliggende tråde. Det gjorde, at jeg kunne sætte en karabin på midten.

Hvis jeg selv finder på flere mønstre, skal jeg nok huske at fotografere opsætningen, så du kan se den her på bloggen. Det er trods alt lettere med et billede, end med en tegning :o)

Når trådene er lagt op, går man i gang med at flette trådene ved at flytte dem i et bestemt mønster.

I denne opskrift er der fire flytninger.
 




















Opskriften skal tydes sådan, at man flytter trådene derhen, hvor pilene peger, og når man har lavet de fire flyt, starter man forfra igen.

Du har her fået den hurtige forklaring, så spørg hvis noget er alt for uklart, og søg også hjælp på nettet - det er en guldgrube.

18. jun. 2015

Opsætning på marudai

Når du har din marudai, de små bøtter og modvægten, som jeg skrev om i den forrige post, mangler du kun nogle garnrester for at komme i gang med at flette dine egne, unikke bånd og snore.

Det letteste er at starte med at sætte fx en ring
eller karabinhage
i snorene. Det ser kommer også til at se pænt ud, at ringen / karabinen er integreret i din færdige snor på den måde.

Du kan dog også samle snorene i en knude til at begynde med.
Når man så går i gang, fletter man garnresterne sammen i bestemte rækkefølger for at få de forskellige mønstre og faconer.
 
Jeg kommer ikke til at give dig opskrifter eller vise opsætning på marudai'en lige med det samme, for jeg er ikke så erfaren endnu, at jeg har kunnet udarbejde mine egne mønstre.

Forhåbentlig har jeg vækket din nysgerrighed så meget, at du får lyst til at låne bøger på biblioteket eller bruge google for at få en grundigere instruktion og opskrifter på mønstre.

Måske - hvis der er interesse for det - skulle jeg planlægge noget kursus eller workshop.

Det er nemlig sjovt!




15. jun. 2015

Papkasse marudai

Jeg har fortalt, at man kan bygge sin egen marudai af genbrugsmaterialer.

Man behøver ikke engang være særligt handy for at gøre det, og materialerne er ikke særligt svære at skaffe.

Man skal bruge en høj, smal papkasse eller et paprør, og evt. lidt pakketape og en papskive eller to.

Værktøjet er en hobbykniv.

Først skærer man hul i hjørnet af sin papkasse, så man kan kigge ind.

Hvis papkassen / -røret er meget smal kan man sætte en papskive i bunden som fod, så den ikke vælter, når man arbejder på sin marudai.

Man kan også sætte en papskive i toppen af sin kasse, hvis den er meget smal.

Derefter skærer man et rundt hul i toppen af sin papkasse.

Mere skal der ikke til, for at lave sin egen, rigtigt gode marudai.

Ud over marudai'en skal man bruge nogle små bøtter (4-16 stk), som man kan have sine snore i eller pinde, man kan vinde snoren omkring.

Jeg bruger selv nogle plasticbøtter. De er meget lette og derfor har jeg et blylod i hver bøtte.

Sidst men ikke mindst skal man have en modvægt til at holde den færdigflettede snor stram, mens man fletter og en lille klemme til at sætte modvægten fast med.


10. jun. 2015

Kumihimo

Til årets første Samsø Festival-taske har jeg selv flettet hanken på tasken, snoren til ærtetaskens løbegang er også håndlavet

Det er faktisk noget helt nyt fletteri, jeg har prøvet - kumihimo.

Kumihimo er det japanske ord for et flettet bånd eller en snor.

Oprindeligt blev der fingerflettet, men teknikken er videreudviklet (som vi jo også gør med taskefletteriet) og bliver i dag mest flettet på en marudai - en form for fletteplade eller -bord.

Teknikken tiltaler mig på flere måder:

- Først og fremmest kan jeg få hanke, der matcher mine tasker perfekt i farve og stil.

- Jeg kan flette bånd og snore af rimeligt små garnrester, som man ellers normalt smider ud.

- Flettebordet kan laves af genbrugsmaterialer.

Jeg har fået garnrester af flere strikkende og hæklende veninder

+ en del garnnøgler, som bare lå og lå, og som ejerinden ikke regnede med, hun nogensinde ville komme til at bruge.

....og så har jeg jo også selv en del af begge dele. Dejligt at det nu kan bruges til noget godt.

4. jun. 2015

Foer i tasken

Selvom det er meget sjældent, jeg syr for til mine flettede tasker, har jeg lige fra begyndelsen vidst, at der skulle for i ærtetasken.

Foret er så at sige en del af designet.

Det har nemlig hele tiden været meningen, at tasken skulle lukkes med stof i toppen, der skulle trækkes sammen af en snor i en løbegang - som en helt almindelig posetaske.

D.v.s. jeg har syet for og lukning til tasken ud i ét og så i princippet beklædt det nederste af stof-posetasken med flet :o)
Hullerne, som snoren skal komme ud af løbegangen af, kan laves på mange måder; men jeg valgte at montere snørehuller i metal. Jeg syntes, at det ville være med til at give tasken et flot, og professionelt look.
Snoren, der trækker stoffet sammen og lukker tasken, er i sig selv et lille stykke design:

Jeg var så småt gået i gang med at eksperimenter med at flette snore selv, og løb så over et mønster, som jeg syntes, passede godt til mine ærter.

Mine tanker bag farvekombinationen i mønstret var, at den grønne farve - ærterne - poppede ud fra den sorte baggrund lige som motivet på tasken.

Og sådan fik jeg den perfekte snor til min taske.

Og sådan fik den første af mine flettede tasker en håndlavet snor.



Tasken er til salg


31. maj 2015

Stabilitet i hanken

Mens jeg sad og klippede og samlede de mange dåseclips til hank, begyndte jeg også at tænke lidt længere frem.

Næste step i arbejdet med hanken ville være at montere den på tasken, og jeg fornemmede allerede her, at det ville blive lidt svært at få så bred en taske til at hænge stabilt.

To hanke ville øge stabiliteten; men det syntes jeg, ville blive for meget af det gode.

Når man selv laver hank, har man heldigvis mulighed for at tænke lidt mere kreativt, så jeg fandt på at lave to ender på én hank og derved få den samme stabilitet, som man gør med to hanke.

Det er jeg rigtigt glad for, at jeg nåede at tænke på, inden det var for sent, for det har virkelig gjort tasken meget bedre.

Hvordan får man så sådan en dåseclipsehank monteret på tasken?

Her skulle der også tænkes lidt kreativt, for man kan ikke nitte fire lag dåseclips direkte på tasken, som jeg ellers gør med læder- og stofhanke.

Hankeholderne har jeg også brugt tidligere - fx på hjertetasken - men jeg kunne ikke rigtigt finde nogle, der havde en ring, der var stor nok til at kunne rumme fire dåseclips.

Jeg fandt dog disse med en mindre ring, som jeg syntes var pæne.....også når de blev forbundet til hanken med en god nøglering.



Tasken er til salg

28. maj 2015

Clipsehank

Du skal høre lidt om detaljerne på min ærtetaske, for måske kan du bruge af det til dine egne kreationer.

Det første er hanken.

Hanken er lavet af dåseclips.

Tidligere har jeg hæklet dåseclipsene sammen til hanke.

Det var egentlig også meningen, at jeg ville hækle hanken til ærtetasken, for jeg ville gerne have hanken grøn som tasken.

Jeg havde udset mig en mængde grønne dåseclips. De skulle selvfølgelig bruges til den grønne taske - når de nu var der; men da jeg skulle i gang med at hækle, syntes jeg alligevel det var synd, for hæklemaskerne dækker over en del af clipsene.

Så tankerne begyndte at kredse om en teknik med at sætte clipsene sammen til kæde, som jeg har set andre gøre det.

Jeg har været tilbageholden med at prøve denne teknik, for jeg har ikke rigtigt kunnet tro på, at det kunne holde; men nu skulle det være.

Oprindeligt er det meningen, at man skærer clipsene over nederst på midten, så man kan sætte dem sammen som kæde; men for at få noget holdbarhed, skar jeg alle clipsene over på skrå i højre side.

Når man så bruger 4 clips til hvert led (to grønne led yderst, og to almindelige aluminiumsfarvede led i midten for at spare lidt på de grønne) og vender de to af dem om, så de pæne sider kommer udad, kommer det skrå klip til at sidde i modsat side på de to af clipsene.

Det skal nok holde.




Tasken er til salg



23. maj 2015

En drøm er gået i opfyldelse

Jeg har i flere år gået og drømt om 'min' ærtetaske.

Flere af min veninder har samlet poserne, som Nettos frosne ærter er emballeret i.
En enkelt har endda kørt en omvej, for at købe sine ærter i Netto.
Min mand har måttet spise ærteretter til mange måltider.
Når vi har haft en rest, der skulle strækkes lidt, så der var nok til et måltid, er der oftest kommet ærter i.

Jeg og andre har gjort en del, for at jeg kunne få poser nok til at flette den taske, som jeg har fundet på for rigtig, rigtig lang tid siden. Den har eksisteret meget længe i min fantasi.

Nu er den også blevet virkelig.

Den er ikke bare flettet færdig - det har taget lang tid i sig selv, fordi det har taget lang tid at samle materialet.

Tilbehøret er også færdigt.

Tilbehøret har også taget lang tid, for når tasken er en drøm, skal man selvfølgelig også gøre sig umage med tilbehøret.

Forets farve skulle selvfølgelig matche ærterne perfekt. Kvaliteten skulle også matche.

Hanken skulle matche i farven, og stilen skulle også matche tasketypen. Monteringen skulle også se ordentlig ud.

Jeg må indrømme, at jeg er gået så langt ned i detaljen, så snoren, der bruges til at trække foret sammen og lukke tasken, er håndlavet, for det var den eneste måde, jeg også kunne få dén helt perfekt.

Det ser måske ikke ud af så meget på et billede, ....men.....tadaaaaaa....her er så mit vidunder: ærtedrømmen


Tasken er til salg

19. maj 2015

En tilføjelse

Der var en gang en radioavis, hvor oplæseren Ole Aaby, lavede en ret så morsom fejl.

Han fortalte lytterne, at der havde været familieforøgelse i det britiske kongehus, Mark Philips og Prinsesse Anne havde fået en datter. Lidt senere viste det sig dog, at der var "En tilføjelse". Det var altså en søn, de havde fået :o)

Jeg holder meget af den gamle historie, og nu har jeg også selv en tilføjelse.

I mit tilfælde er tilføjelsen dog blot et vedhæng på en taske.

Du så SamsøFestival-tasken her sidst.

Hanken har jeg selv flettet på en maru dai, og på den måde har jeg fået mulighed for at matche båndets farver helt perfekt til tasken.

Jeg har ikke flettet med denne teknik længe nok til at være helt skarp til at beregne, hvor meget garn, der skal bruges, så jeg fik flettet båndet en lille smule for langt.

Det var godt nok, for hellere for langt end for kort; men sådan en lille rest skal selvfølgelig bruges til noget fornuftigt.

Derfor lavede jeg et lille vedhæng til taskens lynlås.

Ikke fordi tasken havde brug for en håndledsrem - den har jo den lange skulderrem; men fordi det er lettere at få fat i lynlåsen, når der er et godt vedhæng.



6. maj 2015

Ny festivaltaske

Jeg holder rigtigt meget af at citere et lille stykke Micharel Falch-tekst, nemlig: Der er sommer på vej.

Jeg bliver også altid i rigtigt godt humør, når jeg hører sangen.

Selvsamme hr. Falch skal heldigvis spille på årets Samsø Festival. Mon ikke vi som sædvanligt får sangen at høre....?

....og ad denne lille fikse omvej, er jeg nu kommet til at præsentere årets (første) taske, flettet af Festivalens nye plakat.

Der er efterhånden ved at blive tradition for, at jeg skal have lidt plakater med mig hjem, når jeg er på øen i påsken, bl.a. for at deltage i offentliggørelsen af årets program.

Før jeg kom i gang med at flette, havde jeg også plakater med hjem; men de blev altid hængt op på min arbejdsplads, og ind imellem sneg jeg mig også ud i byens rum og hængte lidt op.

Nu bliver der flettet af plakaterne i stedet. Det er jo også god reklame.....og så reklamerer jeg jo også lidt her på bloggen.

En af sidste års jubilæumstasker er simpelthen slidt Sønder og sammen, så ejerinden må have sig en ny.

Det bliver spændende, om hun kan lide det motiv, som jeg har valgt fra plakaten.
Hankens farver matcher selvfølgelig farverne på tasken, og så er den flettet af garnrester mit eget og venindernes strikke- og hækletøj.

Nærmere om den teknik på et senere tidspunkt

30. apr. 2015

Valmuer på Bornholm.....og Bornholm på valmuerne

Først blev der flettet en prøve - en pung i valmuefarver med stænk af kornblomster og magueritter.

Ud fra dén prøve, ramte den allerførste taske faktisk plet.

Det var nemlig en taske med - først og fremmest - valmuer, jeg skulle flette til veninden. Valmuer er nemlig en af yndlingsblomsterne, og for hende siger valmuerne sol, sommer, glæde og yndlingsøen Bornholm.

Så det blev selvfølgelig valmuerne, der kom til at dominere; men ingen valmuemark uden de to førnævnte følgesvende.

Vi har også tidligere talt om en taske med Bornholmer-tema.

Derfor kom der også en lille smule motivflet på tasken: et lille Bornholmer-kort i det ene hjørne, og Bornholm flyder nu på et hav af valmuer.

Taskens facon blev også ny, for den blev ændret undervejs, så den ikke blev helt så høj, som vi havde forestillet os. Det viste sig nemlig, at det var lige præcis den lidt lave taske, der passede.

....så sådan blev det selvfølgelig.


Det er den store fordel ved at flette tingene selv + have en veninde, der er god til at sige til, hvordan hun gerne vil have sin taske.


Bestil tilsvarende taske


14. apr. 2015

Tastatur

Her til aften har jeg haft fingrene i et tastatur, som skulle smides ud.

Heldigvis sagde min mand til, inden tastaturet røg i storskraldrummets elektronikbur.

Nu er det splittet ad, så jeg kunne komme til at gemme fine smådele til.... tjaaaa,, nu må vi se, hvad fantasien rækker til af eksperimenter.
De resterende dele kan så sorteres i plastic, metal og kun en lille del ryger i elektronikburet.

Mens jeg sad og skruede de små skruer ud, kom jeg til at tænke på min barndom, hvor min bror og jeg en gang imellem fik lov at skille et udslidt vækkeur, transistorradio eller kassettebåndoptager ad.

Desværre fik vi ikke noget til at virke igen.

....men vi havde fornøjelsen af at tro på det :o)


9. apr. 2015

Låg til bøtten

I det sidste indlæg, kunne du læse om lakridsskuret.

Eksperimentet med det alt for store låg duede mildest talt ikke, men heldigvis havde jeg kuverter nok, så jeg kunne eksperimentere videre.

Jeg har godt nok fået søde kommentarer, der handler om, at det er smart, hvis låget er let at få af, meeeeen alligevel ;o)

I det næste forsøg flettede jeg låget med samme antal led, som selve bøtten.

For at låget skulle kunne gå ned over bøtten øgede jeg i stedet størrelsen på leddene med 1 cm i længden.

Det kom lige præcis til at passe, så bøtten nu har fået et låg, som ikke får bøtten til at ligne et skur med lidt for stort tag.

Samtidig er låget så tilpas tætsiddende, at det ikke ryger af bøtten af sig selv, når min kollega lukker skuffen op.
Sådan skulle det altså gøres.



Jeg har flere kuverter, hvis du gerne vil have, at jeg fletter din egen bøtte til dig.

31. mar. 2015

Bøtterne i skuffen

Min kollega har flere dejlige bøtter i sin skuffe.

Hun har en bøtte med blandede nødder.

Hun har en bøtte med tyggegummi.

Hun har en bøtte med lakridser.

Jeg kan bedst lide den sidste, for hun er god til at finde gode lakridsblandinger, og hun er rigtigt sød til at dele ud af lakridserne.

På et tidspunkt fik vi pludselig store poser med pistacienødder i vores firmafrugtordning, og så blev lakridsbøtten pludselig udnævnt til pistacienøddebøtte.

Det var rigtigt skidt for os lakridselskere.

Derfor gik der ikke så længe, før vi fandt på, at jeg skulle flette en ny lakridsbøtte til min kollega.

Materialet til lakridsbøtten gav ret hurtigt sig selv, for jeg har gennem længere gemt en bestemt type kuverter fra breve, vi har fået på mit kontor.

Kuverterne har et ensartet sort/hvidt mønster indeni, og hvis ikke en lakridsbøtte skulle være sort/hvid, så ved jeg da snart ikke..... ;o)

Jeg har ikke tidligere flettet bøtter med låg, så i første omgang flettede jeg selve bøtten med 24 led i ringene og låget med 32.

Lad være med at gøre det samme - det var ikke mit bedste eksperiment.
Jeg er bange for, at mine kollegaer var enige, for resultatet blev straks døbt:

LAKRIDSSKURET

6. feb. 2015

Stille tider

Der har været lidt stille her på bloggen den seneste måneds tid.

Fletteriet har ikke været oppe i almindelig hastihed.

Det er bl.a. sager som influenza, familie-jule-hygge, travlt på arbejde og eksperimenter med en ny slags håndarbejde, der har gjort stilheden lidt for larmende.

Det sidste skal I nok høre mere om i allernærmeste fremtid.

Indtil da har jeg dog en enkelt fletteting, som jeg gerne vil vise dig.

Inspirationen kommer fra en sød, sønderjysk fletteveninde, som er dansk mester i penalhus.

Jeg kunne nemlig også godt tænke mig at flette noget rundt, og så må man jo i gang med at eksperimentere, for hun gider ikke at skrive vejledninger.

Det kan jeg bestemt ikke fortænke hende i, for det tager laaaaang tid, og man skal passe godt på med at være nøjagtig i sine ord og billeder.

De tidligere penalhuse, jeg har flettet, har alle været firkantede. Der er denne box til min niece, og denne pung til min kollega samt ikke mindst et kvadratisk, som jeg har til salg endnu.

Som sagt skulle det nu være rundt - det endte dog med at blive ovalt - men det er faksisk heller ikke så ringe, for så er bunden bredere, og tingene lidt lettere at finde nede på bunden.


Der skal eksperimenteres lidt mere med enderne, så de bliver mere harmoniske, og jeg synes også, at jeg skal finde på en helt rund ende på et tidspunkt. Det skal nok komme.


Som du kan se på billedet herover, er penalhuset flettet af tebreve. Når man går tæt på, kan man oven i købet se, at det ikke kun er et eller andet mønster; men på hver lille firkant sidder der et stort sejlskib.




20. jan. 2015

Perlevedhæng

Selvom man er lille og er flettet af papir, der hele to gange har været ved at blive smidt ud, har man da lov at pynte sig med perler.

Når perlerne, man pynter sig med, oven i købet er købt privat på nettet af én, der var ved at smide dem ud, fordi hun ikke gad lave smykker mere, kan det vel ikke passe bedre.


Damen, jeg købte dem af, fortalte mig, at det var halvædelsten. Der er mange forskellige perler, og jeg fik ikke af vide, hvilke der var, så måske er de røde her agat, bjergjade eller krystal. Perlerne er i hvert tilfælde alle lidt forskellige, så sandsynligheden taler ikke for glas, selvom de var billige nok til det.

Nu er de i hvert tilfælde kommet til ære og værdighed igen sammen med en enkelt, der ligner grøn marmor, og de skal sammen illudere valmuemarken.

Perlerne er alle sat på perlesøm, der er bukket sammen og snoet med en løkke øverst, og så er de monteret på en ring sammen med en lille smykke-karabinlås.


Jeg har monteret karabinlåsen, for så kan jeg tage vedhænget af tasken, som jeg har lyst, og så kan det lille vedhæng også bruges i en halskæde, hvis jeg har brug for det.

Herligt med ting, der kan bruges på mere end én måde.

15. jan. 2015

Lille valmuepung

Sammen med en veninde arbejder jeg på at flette den perfekte taske til hende, og det kræver ind imellem nogle prøver, for at blive sikker på, at det er det rigtige, vi gør.

Min veninde elsker - som jeg selv - valmuer. Hvis de blomstrer sammen med kornblomster og margueritter er det endnu bedre. ....og hvis man ser dem som ukrudt i en kornmark, er det bare helt perfekt.

Jeg kunne huske, at jeg havde set og fotograferet dette, da vi gik tur efter min optræden i FriHuset, så jeg troede, at vi kunne bruge billederne derfra; men jeg havde åbenbart glemt, hvor meget korn der var på billedet og hvor lidt valmuer.

Det var trods alt valmuerne, vi gerne ville bruge.

Heldigvis er jeg ikke den eneste i verden, der er vild med valmuer og har fotograferet dem.

Derfor var det ikke svært at finde billeder, som jeg kunne få lov at bruge.

Jeg printede nogle af billederne bag på kopipapir, som skulle have været smidt ud; men desværre fik jeg forstørret dem lidt for meget, så det var ikke så let at se, at det var valmuer.

En anden gang skal jeg huske, at jeg højst printer ét stykke papir, før jeg lige kigger på, hvordan billedkvaliteten gør sig, så jeg ikke resikerer at printe affaldspapir til affaldspapir.

 

Det skulle alligevel prøves, hvordan det ville komme til at se ud, når det var flettet - og for øvrigt smider man da ikke godt papir ud, når det oven i købet er printet og skåret til, så det er lige parat til at flette af, så snart de er kommet tape på lapperne.

Derfor blev denne lille pung, der er så fint domineret af valmuernes smukke farver, det første af eksperimenterne  på vej til min venindes taske.



Pungen er til salg.



12. jan. 2015

Fan-taske 2

Efter den lille håndledstaske skulle den næste fan-taske være en anden model.

For det første ville jeg gerne sætte to hanke på tasken, og så ville jeg også gerne gøre taskens  bund bredere.

Som tænkt, så gjort.


Det blev en ret anderledes lille taske, selvom de begge er flettede af lyserødt genbrugskopipapir, selvom de er lige store, og selvom den lyserøde rem er brugt til begge tasker.




Remme er til salg

7. jan. 2015

Fan-taske

Jeg har måttet overgive mig.

Jeg har oven i købet måttet overgive mig to gange.

Jeg kender nemlig to søstre, der er fan af  hvert sit teenageidol.

Derfor har jeg flettet fan-tasker til dem begge to. Sol og vind skal jo deles lige.

Modellerne er dog helt forskellige. Når jeg skulle overgive mig, så var jeg da nødt til at at eksperimentere bare en lille smule.

Den taske, du får at se i dag, er en lille fin, næsten flad kuverttaske.


Til en pige syntes jeg dog, at der også skulle en hank på, så hun havde noget at holde tasken i, og det fik tasken så - i form af en håndledsrem monteret på en karabinhage, så hun selv kan bestemme, hvornår remmen skal være på og ikke.



Rem til hanken er til salg.


3. jan. 2015

Hjertematerialer

Hjertetasken fortjener egentlig et indlæg mere.

Jeg vil nemlig gerne fortælle lidt om materialerne.

Først og fremmest er selve tasken flettet af nogle af de kataloger, som blev til overs efter årets teaterfestival i København, Cph Stage.

Jeg gjorde mig meget umage med at få fat i en stak kataloger, da festivalen var slut, for årets farve var denne smukke koralfarve, som ses bag et par af de andre udklædte frivillige programuddelere.
Farven gik selvfølgelig igen på kataloget, og jeg kunne hurtigt se, at den koral farve ville være flot til tasker....og jeg er nok ikke færdig med at bruge farven.

Lynlåsen vil jeg også gerne kommentere.

Det var faktisk meget tilfældigt, at den blev, som den blev.

For hvis jeg ikke havde veninder, der ofte tænker på at gemme materialer til mig, og oven i købet tænker "mon ikke det kan bruges" selvom vi ikke har en aftale, så ville jeg aldrig have fået det brugte gavebånd, der passer perfekt i farven til teaterkataloger.

Båndet er syet på lynlåsene, så de er brede nok til tasken.
Det har jeg tidligere skrevet om her.

Til hankene var jeg så heldig, at jeg fandt de sidste meter koralfarvet, flettet rem hos en forhandler i Østen.

Sådan nogle flettede remme er ikke så lette at afslutte pænt; men en god veninde foreslog at sy små læderstykker på enderne. 

Jeg havde én hvid skindhandske, og i sådan én handske er der lige præcis læder nok til, at man kan klippe otte små lapper.

Desværre var min symaskine ikke så meget for at sy de små skindstykker pænt sammen, så det endte med at jeg limede dem sammen. Dét blev til gengæld rigtigt pænt.


Hvor mange gange har man mon lov at være heldig med materialer til én taske?