Skrappe kontraster og respekt

En veninde bestilte et "sæt" til sin datter i pink, tyrkis og sort. Før jeg gik i gang, og mens jeg tegnede mønstre, tænkte jeg, at det var skrappe kontrastfarver at sætte sammen.....og nok fór skrappe.

Heldigvis blev min frygt gjort til skamme, for det viste sig, at det af mønstrene, min veninde valgte, faktisk blev rigtigt flot, da taske, nøglering og hårspænde først var blevt flettet.

Det forlyder at datteren var enig :o)



Jeg holder faktisk rigtigt meget af, når jeg bliver så overrasket over mig selv.

Især når det sker så åbenlyst som her, så prøver jeg også at huske mig selv på, at det ikke bare er i så små ting som at kunne lide et mønster eller ikke, at jeg skal huske at have åbent sind.

For egentlig er det jo meget vigtigere at have det åbne sind fx over for andre mennesker, der kan finde på at gøre, sige og mene ting, der er helt anderledes, end jeg kunne forestille mig.

Det ér jo ikke sikkert, at mennesker, der tænker anderledes, end jeg gør, tænker forkert. Det er jo bare anderledes og kan være mindst lige så godt, som det jeg selv tænker! 

Det er kun et spørgsmål om, at jeg skal huske at respektere og anerkende det, der er anderledes. 

Jeg behøver ikke engang at forstå det :o)