4. sep. 2013

Hjælp fra mor

Sørme om jeg ikke også fik smittet min mor med flettefeberen - men desværre holdt det ikke for hende. Det var bare ikke en hobby, der passede til hende temperament. Ja, jeg forstår det jo ikke, men sådan er der jo ting, man bare må acceptere ;o)

Hun var ellers kommet godt i gang....havde skåret en maaaasse lapper af al mulig fødevareemballage og fået flettet et par rækker. Så da hun måtte erkende, at det bare ikke var noget for hende at flette, fik jeg alt det, hun ikke var blevet færdig med.

Ellers er jeg normalt ikke meget for det der med at give op midtvejs, og jeg gjorde bestemt også mit for, at hun skulle få den første taske færdig - med eller uden min hjælp. Ofte er det jo sådan, at selvom det på et tidspunkt er lidt træls, skal man gøre arbejdet færdigt, for nogle gange opvejer/overskygger glæden ved resultatet, det korte stykke tid, hvor det var træls.

Nå, men det kunne jeg så ikke overtale hende til, og derfor fik jeg selv denne fine pinocio-farvede skuldertaske ud af det.
Da jeg havde syet nogle af ringene på tasken sammen, syntes jeg at faconen lignede noget, der trængte til en klap. Det vidste jeg ikke fra begyndelsen - det er jo det, der kan ske, når man fletter af lyst.

Tasken fik en fin, sølvfarvet læderrem, der matcher alle de sølvfarvede led, der er flest af på tasken.
I Skindhuset lige ved Strøget i Kbh. kan man få disse læderremme i alle mulige fede farver. Men pas på, det er nærmest forbundet med livsfare at gå ind i den forretning. Selvom priserne er yderst rimelige, har de SÅ mange ting, som det kan være MEGET svært at undvære ;o)


Helt i min mors ånd er det vel egentlig, at jeg er ved at rydde lidt op her på bloggen. Jeg har ændret opsætningen lidt på siden med ting til salgVejledninger og Opskrifter. Det er småting, men forhåbentlig forbedringer. Derudover kommer der også lidt nyt alle tre steder.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar