Nogle gange møder man et menneske, som man er helt på bølgelængde med, selvom man er vidt forskellige og kommer helt forskellige steder fra.
Sådan havde jeg det med min kollegas datter, som skulle have denne taske.
Udgangspunktet var et helt andet - hendes far og jeg havde faktisk snakket om en taske til hendes computer; men det gik lynhurtigt med at finde hinanden, finde ud af, at det skulle være noget helt andet og sammen få udviklet denne lille sag med asymmetrisk, grøn stribe.
Hver gang den ene sagde noget, kunne den anden lynhurtigt forestille sig, hvad den ene mente - fed måde at udvikle en personlig taske på.
Tasken er flettet af et kompendium, som modtageren har brugt på sit studie, og så har den fået noget kant med den grønne stribe, så det også kan ses på afstand, at tasken er noget helt specielt.
Lynlåsen er nøje udvalgt efter en af farverne i striben, og skulderremmen i sort læder for at fremhæve det grønne.
Sjovt nok er det lige som om, at hanken tager lidt farve fra striben og lynlåsen og bliver koksgrå med en anelse grønt, selvom den er kulsort.
Det er pænt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar