2. okt. 2013

Lige kanter

I går fortalte jeg om studentertaskerne, jeg flettede i foråret; men der var så meget historie at fortælle om taskerne, at der slet ikke blev plads til at fortælle om det, der var eksperimentet med disse tasker.

Det nye ved tre af de fire tasker var den lige overkant.
Oftest fletter vi taskerne med den almindelige zigzag-kant for oven, som du ser på tasken til venstre på billedet. Jeg synes, det ser sødt ud, og at det er en af de egenskaber, der gør flettaskerne særegne.

Der er dog nogle, der ikke bryder sig så meget om de takker og/eller synes, at de stikker, når man skal åbne tasken.

Så må man jo finde på noget andet til dem. Det var ikke, fordi jeg vidste, om nogle af studinerne havde det sådan, men det skulle jo prøves alligevel på et tidspunkt, så hvorfor ikke nu :o)

Man kan lave den lige kant på flere måder.

Man kan simpelthen bukke den øverste halve tern ned i tasken og sy den fast.

....eller man kan bukke den halve tern ind i sig selv, mens man fletter.

Ved begge metoder gælder det, at det er lettest og pænest, hvis flettematerialet ikke er alt for kraftigt.

I vejledningen til at flette smalle hanke, viser jeg også, hvordan man bukker ledet ind i sig selv.

På taskerne med lige kant har jeg syet lynlåsen i helt øverst. Det stiller ret store krav til, at man kan sy lynlåsen rigtigt flot i tasken, skal jeg hilse at sige :o)
En lidt mindre perfekt isyning kræves, hvis man syr lynlåsen i et halvt led længere nede i tasken :o)




Se modeller til salg

Ingen kommentarer:

Send en kommentar