8. sep. 2013

Pelsdyr på trailer

Det er ikke hver dag man ser et kæmpe, turkis pelsdyr, der ligger på en trailer og griner fjoget - men det var ikke desto mindre det syn, der mødte mig, da jeg kom ud fra Fisketorvet her til formiddag. Det syn, syntes jeg, at jeg var nødt til at dele her på bloggen:
Der var nok nogen, der var ved at rydde op i Cinemax :o)

Egentlig var jeg på Fisketorvet for at finde noget guldfarvet kæde i den helt perfekte farve til en taske, jeg er ved at flette af Twist Caramel-papir.

I Silvan har de et pænt stort udvalg af kæder i hvide, sorte, flere sølv og guld-farver til rimelige priser; men desværre (eller måske heldigvis - læs videre) havde de ikke noget kæde, der var HELT perfekt i farven.

Da jeg så måtte cykle hjemad med uforrettet sag, stødte jeg pludselig ind i et kæmpestort loppemarked på Sdr. Boulevard. Det lignede noget, hvor folk bare kom og stillede sig op med borde, kasser og tøjstativer og gav sig til at sælge løs. Det viste sig dog efter en snak med en af loppesælgerne, at helt så afslappet var det trods alt ikke. Man kunne købe en stand, og så hentede man et bord og stillede sig der, hvor der nu var plads - så lidt Vesterbro-anarkisme var der trods alt over det.
Jeg er heldigvis en nysgerrig sjæl, så jeg måtte lidt rundt og kigge og fandt en lidt slidt taske, som havde den gyldne kæde, som jeg skulle bruge.....i den HELT perfekte farve! .....til den nette sum af 12 kr. endte det med.

.....og så kan det endda være, at jeg kan bruge fór og lynlåse til andre tasker. ....og dejligt med genbrug i stedet for nyt.

Så for de sølle 12 kr., jeg spenderede på denne tur, blev jeg en taske med flere "reservedele", en helt tårn med slikbøtter fra yndlingskiosken, og op til flere dejlige, sjove og positive oplevelser rigere.

2 kommentarer:

  1. Det ser ud til at det er "Ritas blå lopper" du har havnet lige midt i :-)
    (Det er navnet på loppemarkedet, hvis du vil google det og se hvornår næste er)
    Jeg har aldrig tænkt på at man kunne købe kæder til hanke i Silvan. Men selvfølgelig kan man jo det... Det skal jeg da huske til en anden god gang når jeg har brug for det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var nemlig lige, hvad jeg var, Linda :o) Det fandt jeg også ud af ved et tilfælde, da jeg kom hjem :o)

      Kæderne i byggemarkederne er tit billigere og kraftigere, end hvad man kan købe i hobbyforretninger; men man skal huske at spørge, om de er nikkelfrie, hvis man har behov for det.

      Slet