16. sep. 2013

Chagall




Nu skal vi tilbage til den søde veninde, der forærede mig en ordentlig r..fuld plakater.

Denne gang gik det ud over en rigtig, rigtig smuk, blå Chagall-plakat. Hvis ikke det var fordi, hjørnerne på plakaten var blevet noget slidt, havde jeg bestemt ikke nænnet at skære plakaten i stykker.



Tasken havde faktisk været flettet færdig længe, og lynlås i den helt rigtige farve var klar. Stoffet til hanken havde også været bestemt i lang tid; men jeg syntes åbenbart, at der manglede noget, siden jeg ikke rigtigt kunne tage mig sammen til at få tasken gjort færdig.

Endelig en lørdag morgen, hvor jeg egentlig ikke rigtigt havde tid til at være kreativ (jeg skulle holde flettekursus hele dagen), begyndte hovedet at arbejde med noget med at sy på hanken i en af de blå farver, der passer til tasken.

Jeg gik op til computeren og fandt billedet af plakaten frem for at lade mig inspirere. Kuglepennen begyndte at tegne, og jeg gjorde virkelig meget for at begrænse tegneriet, så det var til at sy efter det tegnede.

Det gik dog ikke, for Chagall-inspirationen fik tag i mig, og pludselig var beslutningen taget, at jeg skulle tegne løs og blot lade det tegnede stå for sig selv. Så må jeg jo håbe, at det ikke forsvinder, når tasken bliver brugt.

For at sikre motivet lidt ekstra, er hanken blevet sprayet med hårlak. Hårlak er god som usynlig beskyttelse, der ikke påvirker hverken motiv eller materiale (man bruger det fx også på kul- og blyantstegninger)

Hanken blev syet sammen med lidt vlieseline i, stukket i kanten og er nu syet usynligt på tasken.
Og sådan endte dén plakat som unikt genbrug.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar