Allan-effekten. Et sociologisk studie.

I morges da jeg cyklede på arbejde, kom jeg af en eller anden grund til at tænke på Vild med dans.

Jeg tænkte på den furore der blev skabt omkring Allan Simonsen.

I hver eneste sæson har der været en deltager af typen "tyk, gammel mand" (denne gang var han så bare ikke tyk).

Det har ofte været en person med stor popularitet i andre kredse, end den typiske Vild med dans-seer kommer fra, og der har ofte været stor jubel blandt Vild med dans-fans, når 'han' endelig røg ud. 'Det var da rart endelig at slippe for ham, når han nu absolut ikke KAN danse.'

Vild med dans er dog også andet end en danse-konkurrence.

Det er også en popularitetskonkurrence, og det har så været særligt tydeligt i den seneste sæson, hvor der pludselig var ret mange (mænd) uden for den normale målgruppe, der begyndte at interessere sig for programmet.

Jeg går selv rigtigt meget op i danseteknik, og har lært rigtigt meget ved at se Vild med dans. Jeg elsker programmet, men jeg syntes også, det var vanvittigt sjovt at følge med i alt det, der skete omkring Allan Simonsen, bl.a.:

- den vrede det skabte blandt de faste seere, at AS blev ved med at få stemmer nok til at blive i programmet uge efter uge.
- den jubel det skabte blandt de nye seere (eller stemte de kun), at AS blev ved med at få stemmer nok til at blive i programmet uge efter uge.....og dermed skabte vrede blandt de faste seere.
- den panik det skabte på TV2 med nye afstemningsmetoder / regler til følge (eller var det også jubel).
- den ro, AS selv tog det hele med.

I morges undrede det mig især, hvad det var, der fik så mange (mænd) til at gå så højt op i at fremprovokere den vrede. Hvorfor blev det så vigtigt for dem?

Min bedste idé er, at det var en form for jalousi over det fælleskab, Vild med dans-fans har.

Videre kom jeg til at tænke på, at netop det fællesskab i høj grad ligner det fællesskab, som mange (mænd) har omkring fodbold.

Er vi (kvinder) lige så jaloux på det fællesskab? ....og ville vi i lige så høj grad sabotere det, hvis vi fik muligheden?

Jeg ved det ikke, og jeg er jo (desværre) ikke sociolog. Det kunne egentlig være sjovt at høre, hvad min tidligere kollega, den kloge sociolog Emilia van Hauen ville sige om fænomenet.