Jeg fandt en orange annonce i en af gratisaviserne. Selve indholdet var jeg fuldstændig ligeglad med - sådan bliver man, når man fletter - så tænker man mere på farver og mønstre end selve indholdet, når man ser et stykke papir eller plastic :o)
Da jeg stadig eksperimenterede med at finde på ting til hjemmet, der passede til Heerup-billedet i orange og grønt, blev jeg nødt til at tage en god lang tur rundt i s-toget for at finde så mange brugte aviser som muligt, så jeg fik nok af den orange side til at flette mig et lille fad.
Da fadet var færdigt, måtte jeg en tur i skufferne for at se, om jeg kunne finde nogle grønne lys, der - sammen med det orange fad - passede til billedet.
....og jeg var heldig. En lørdag, hvor jeg holdt kreativ dag sammen med nogle veninder, havde en af dem disse søde juletræer med til mig. ....og heldig en gang til.... at jeg ikke havde nænnet at brænde lysene af endnu, for de passede perfekt.
Som du kan se på billedet, er den kant, man kan se af fadet, orange på begge sider.
Hvad du ikke kan se, er at alle de led, der er i bunden af fadet, kun er orange på den side, der vender opad. Man kan jo alligevel ikke se bunden, når fadet står på bordet, så det gør ikke så meget.
På den måde fik jeg led nok til fadet, selvom det langt fra var alle lapper, der kunne blive orange på begge sider, når de var flettet til led.
Det hjalp en del på avisindsamlingen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar