31. jul. 2013

Bounty-taske

Godt man ikke skulle spise al den chokolade selv :o) Jeg kan ellers rigtigt godt lide Bounty, men hvis jeg havde spist det hele selv, var jeg godt nok blevet mange kilo tykkere af at flette denne taske.

Selvfølgelig var jeg da nødt til at flette noget af slikpapir, nu hvor teknikken hedder candy wrap fletning. Så her er den – Bounty-tasken.



Og så har jeg jo måttet sande, at det ene fører det andet med sig, når man begynder at blogge.

Jeg har faktisk længe haft en pinterest-konto, men ikke brugt den ret meget, for jeg oprettede den mest for at kunne vise mine flet-værker frem. Da jeg oprettede kontoen kunne man desværre ikke pin’e billeder fra facebook eller sine egne filer, så jeg skulle opfinde en anden måde at vise dem på. Det blev lidt for besværligt. ….men nu med bloggen, kan jeg jo pin’e alt det, jeg vil…..så det vil jeg gøre løbende.

Det har også været nødvendigt at oprette en youtube-konto, for jeg kan åbenbart kun uploade en enkelt video her på siderne. Det er jo alt for lidt, når jeg gerne vil vise klip fra FriHuset, som præsenterer forskellige faser i fletteriet, som du kan have nytte af.

I dag finder du klippet om at folde lapper til led under Vejledninger. Hvis du er opmærksom, er instruktionen faktisk god nok til, at du kan lære det selv, selvom det er et TV-klip.

Sikke man kommer i cyberspace :o)


30. jul. 2013

Relief-effekt?

En lille grafisk, sort/hvid pung - ikke så meget spræl og halløj; men den passer til det meste.
Denne fine, lille pung flettede jeg, fordi jeg skulle finde ud af, om man kunne lave noget effekt ud af at flette med forskellige tykkelser led.

Når der nu ikke var nok af det sort/hvide papir fra julegaverne, og jeg alligevel skulle bruge mere papir af en anden slags, kunne jeg jo lige så godt eksperimentere lidt mere.

De sort/hvide firkanter er lavet af almindelige led (5 x 11 cm) med 4 lag papir, når man har foldet på den lange led, og de helt sorte firkanter er kun strips 1,2 x 11 cm), så de er slet ikke foldet på den lange led - der er kun ét lag papir.

Desværre gav det ikke nogen effekt, for man kan ikke se forskellen i tykkelsen, men pungen er generelt lidt tyndere, end hvis jeg havde flettet hele pungen i de almindelig 4-lags led.

Så lærte jeg det.


Pungen er til salg
Der er detaljeret opskrift på pungen. Pris 10 kr.
Betil på mail - klik her.

29. jul. 2013

Skabelon

Måske var det varmen, der kortsluttede min hjerne i går; men jeg skulle jo have fortalt lidt mere om, hvordan jeg fik alle de dejlige smil på min ”mundetaske”. Det må så blive i dag :o)

Hvis du gerne vil have et bestemt motiv udad på dine led, som jeg har gjort på gårsdagens taske med alle modellernes smil, skal du bruge en skabelon.

Sådan en skabelon kan du sagtens selv lave.

Når du har bestemt dig for, hvilken størrelse lapper, du vil bruge, klipper du tre lapper i almindeligt papir og folder og fletter de tre led sammen. Vær rimeligt nøjagtig med målene og når du folder, for det er den ene af disse lapper, du skal klippe alle dine andre lapper efter.

Når du har flettet den lille mini-række på tre led, skal du skravere alt det, du kan se af det midterste led på både for- og bagside og pille det flettede op igen.

Fold det led op, du har skraveret på og lim det på et lille stykke karton / pap i det rigtige mål. Når limen er tør skærer eller klipper du hul i papir og pap, der hvor der er skraveret.

Du har nu en skabelon, hvor du gennem hullet kan se, hvilken del af de lapper, du klipper efter skabelonen, der kommer udad, når du fletter. Du lægger simpelthen skabelonen på dit papir, udsøger det ønskede motiv, tegner rundt om skabelonen og klipper papirlappen ud.
Det er en lidt omstændelig affære, men det giver et flot resultat.

Jeg laminerer mine lapper til skabelon. Det giver lidt bedre holdbarhed end pap, selvom de selvfølgelig heller ikke holder evigt. Jeg har skabelonerne til salg i forskellige størrelser til 15 kr. stykket, 7 for 100 kr. + evt. porto.

28. jul. 2013

Tasken med de mange smil

Mellem jul og nytår dukkede det nye H & M katalog op i postkassen. Papiret var dejligt tyndt, og der var mange billeder af smukke modeller, så de gav hurtigt ideen til denne clutch.

Denne gang skulle det mere være motivet og farvespillet, der var det specielle ved tasken, for faconen er helt almindelig. Det er denne facon, som de fleste begyndere starter med. Tasken er jo egentlig brun, men de fleste bliver overraskede, når de får fingrene i tasken, ser den tæt på og opdager, at det meste af tasken er flettet af modellernes smil.
Herhjemme kalder jeg den "mundetasken"; men det er egentlig ikke særligt sexet. "Læbetasken" er ikke ret meget bedre. "Kyssetasken" klinger heller ikke for godt i mine ører.

 Hvad pokker skal jeg kalde den?


Tasken er til salg og der findes detaljeret opskrift, hvis du vil flette din egen.

27. jul. 2013

Valutapung - Hvor skal EU-stjernerne sidde?

Hvad gør man, når der er lidt mønter tilbage fra rejsen? Tit smider man dem vel bare i en skuffe, hvor de ligger og roder, til man måske husker dem, næste gang man skal rejse.

Så jeg skulle bruge en pung til Euro'ene i skuffen, og pungen skulle selvfølgelig se ud, så ingen var i tvivl om, at det var en pung til Euro. ....og så kan man jo bruge pungen, når man skal ud og bruge Euro igen.

Det var svært at finde gule stjerne på blå baggrund i reklamerne, så hvis jeg nogensinde skulle blive færdig, måtte jeg printe dem selv.


Derfor måtte jeg regne ud, hvor på et A4-arke stjernerne skulle sidde, for at de ville komme til at sidde præcis dér, hvor de ville komme udad. På tværs måler et A4-ark 21 cm, så lapperne skulle være 10,5 x 4,75 cm for at udnytte papiret 100%. Selvom det ikke var så svært at regne ud, måtte der alligevel rykkes lidt rundt på stjernerne i mit word-dokument, før de sad helt rigtigt og havde den rigtige størrelse.
Godt at mine kollegaer jævnligt efterlader print, de åbenbart ikke skal bruge - så kan jeg printe på bagsiden - næsten uden dårlig samvittighed. (Når du bruger genbrugskopipapir, så husk at sikre dig, der ikke står fortrolige eller personlige oplysninger på papiret)

Almindeligt kopipapir er lige kraftigt nok til at folde så små lapper, så lapperne skulle foldes til to lag i stedet for 4 på den lange led, og derfor være 2,4 cm brede. Jeg tilpassede selvfølgelig stjernerne, så jeg kunne skære efter dem. Husk for øvrigt at når man taper lapper, der kun skal foldes på midten, er man nødt til at folde tapen rundt om kanten, så dén også er vandtæt.
Her ses resultatet - nu både opbevarings- og rejsepung.


26. jul. 2013

Forskelligt udtryk

En af mine gode veninder har også (se indlægget fra i går) flettet sig en pung af pistekort, og da jeg så den, var jeg simpelthen nødt til at have et billede af de to punge sammen.

Jeg synes, det er utroligt, hvor forskelligt et udtryk, de to punge har, blot fordi der er så stor forskel i størrelsen på de led, vi har flettet pungene af.


Ud over at flette har jeg nu også fået installeret et videoredigeringsprogram på min computer og er kommet i gang med at dele indslagene fra TV2 Frihuset op i mindre bidder med hvert deres emne, så I kan få fornøjelse af tips og instruktioner her på bloggen.

Det første lille klip om at klippe / skære lapper og tape dem ligger nu klar under Vejledninger. Der kommer flere klip hen ad vejen, så hold øje herinde på bloggen. Det er nok ikke hver gang, jeg vil bruge indlægsplads til at annoncere det, når jeg lægger et klip op.


God fornøjelse.

25. jul. 2013

Et rigtigt taskesæt

Jeg har lovet at fortælle lidt om pistekort-tasken og –pungen.


Tasken skulle blive min første rigtige taske, som kunne tåle at blive brugt….nu med tape, så tasken ikke bliver så hurtigt slidt og kan tåle rengøring med en fugtig klud og regnvejr :o)

Jeg havde jo allerede eksperimenteret lidt med den brede bund, så det blev jeg nødt til at gå videre med, nu hvor julekurvens bund ikke var blevet helt ens i alle hjørner. Det skulle taskens bund være, så nye eksperimenter måtte i gang sammen med lidt inspiration fra diverse hjemmesider.

Materialet er, som tidligere nævnt, pistekort fra masser af skikataloger, og på tasken er der øverst to rækker med sne og derefter en række med himmel. Det er der jo også masser af i skikatalogerne.

Da jeg nåede til at skulle have en hank på, syntes jeg også, at det kunne være sjovt at lave flettede hanke, så hele tasken bestod af flet – og så måtte nye eksperimenter i gang. Her var jeg helt på egen hånd, for der var absolut ingen inspiration at hente nogle steder på nettet – det havde ingen vist prøvet før. Men det var supersjovt at finde på, og jeg syntes selv, at resultatet blev rimeligt godt, og hankene blev fint integreret i tasken.

Som ny fletter var selv sådan en almindelig pung også en første gang. Jeg fik her lært både at sy den almindelige bund, hvor man syr de to sider af nederste ring sammen OG sy lynlås i.

Det var godt, at juleferien var så lang, for ellers havde jeg vist stadig nørklet med alle de eksperimenter ;o) Især når firkanterne ikke var mere end 1 x 1 cm.

Tasken måler ca. 25 x 6 x 23 (fra bund til overkant af selve tasken) og er lavet af 1716 små firkanter.

Pungen måler ca. 14 x 2,5, x 11 cm og er lavet af ca. 280 firkanter. Lukkes med lynlås.



Tasken er til salg.
Pungen er til salg.

Der findes detaljeret vejledning på flettede, runde hanke + opskrift til både taske og pung. Bestil på recyklisten@gmail.com. Pris 15 kr. for vejledning og 10 kr. stykket for opskrifterne.

24. jul. 2013

Endelig tape

Dette er en fortsættelse af indlæggene, hvor jeg skriver om at flette i juleferien:

Endelig, endelig blev det hverdag, forretningerne lukkede op, og jeg kunne få fat i noget klar pakketape

Det er senere gået op for mig, at klar pakketape er mange ting; men jeg vidste heldigvis i forvejen, at tigerbutikkerne sælger ruller for en 10’er (5 cm x 50 m).

Den sjoveste historie om tape, jeg har hørt, er nok den om en kursists bror, der arbejder i et byggemarked. En dag kom der en dame hen til ham og spurgte efter ”lydløs tape”. Selvom jeg ikke kender broderen, kan jeg sagtens se hans måbende ansigtsudtryk for mig :o)))) Det viste sig, at damen var fletter, og at familien (og måske også hun selv) syntes, at rriiiittcchhhhh-lyden, når man hiver tapen fri af rullen, var voldsomt irriterende. Derfor var hun på jagt efter ”lydløs tape”.

Jeg ved faktisk ikke, om det lykkedes hende at finde tape med den egenskab; men jo, man kán godt finde tape, der larmer mindre end andet. Jeg synes nu ikke, at det er et stort problem; men hvis jeg skal tape meget, prøver jeg da at ramme tidspunkter, hvor min mand er ude af huset, så jeg generer ham mindst muligt.

Jeg går nemlig efter prisen, for den billige tape er akkurat lige så god at tape med, som den dyre er. Man skal dog huske at se sig for, for taperullerne kan indeholde alt fra 15 til 66 meter. Det er altså ikke altid, at de gode tilbud i supermarkederne, med ruller for en 5'er, er så godt et tilbud alligevel.

Nå, men det var dejligt, at jeg endelig kunne komme hjem og begynde at arbejde med noget ”udendørs” fletteri …..altså med noget, der kunne tåle vind, vejr og vand. Jeg måtte i gang med en taske, og alle vore egne + venners og naboers skikataloger blev splittet ad i atomer. Mere herom i morgen.




Vejledning med tips og tricks til at klippe / skære lapper og sætte tape på. Mailes som .pdf for 10 kr.

23. jul. 2013

Lykønskning fra uventet side

I dag er det fødselsdag, og allerede fra morgenstunden er det en dejlig dag.

Jeg har fået den skønneste gave af min mand – så taskemager, bliv ved din læst ;o) Jeg blev meget glad, og ville ønske, jeg havde haft et par tasker klar til at blive nittet i. Godt værktøj er uvurderligt.
Ud over, at det er en meget betænksom gave, betyder det jo også for mig, at han anerkender min hobby – også selvom det indimellem roder lidt for meget med fletterier og papir i alt for meget af lejligheden. …..og så er det jo oven i købet en genbrugsgave. Så bliver det ikke bedre!!!

Google ønsker også til lykke. Det er da lidt hyggeligt at lukke op til uventet kage og lykønskning, selvom man godt ved, det er en maskine.
Jeg beklager, hvis det bliver for varmt ;o)

22. jul. 2013

Julekurv.... en anelse uden for sæson :o)

Mit tredje jule-ferie-flette-projekt var en lille kurv af noget rustikt gavepapir fra julegaverne.

Efter lakering af armbånd og kuverttaske, kunne jeg godt se, at jeg nok blev nødt til at flette noget, som ikke skulle kunne tåle vejr og vind – altså noget ”indendørs” – når jeg nu ikke kunne få fat i noget klar pakketape i helligdagene, og så blev det til en lille kurv, som kunne bruges til fx nødder eller et par nisser, eller??

Det var nok liiiige tidligt nok, jeg gik i gang med at eksperimentere med at flette bred bund, når jeg ikke vidste mere om at flette, end jeg gjorde; men selvom kurven ikke er 100% ens i alle fire hjørner (man ser det vist kun, når man virkelig kigger efter) gav det rigtig god erfaring – erfaring til at bygge videre på, så jeg senere fik fundet på nogle brugbare, brede bunde.


Da jeg var færdig med selve kurven, havde jeg en lille rest papir tilbage, så der blev også til en matchende stjerne, der blev syet fast på kurven.



Glædelig jul….sådan lige 5 måneder og et par dage for tidligt :o)



Kurven er til salg, og der findes detaljeret opskrift.

21. jul. 2013

Genbrugsjagt

Formiddagen har stået på en skøn og positiv cykeltur med genbrugsjagt

Det startede godt nok med lidt irritation over, at en af mine naboer havde låst sin cykel fast på ydersiden af cykelhalvtaget, så flere af de andre cyklister ikke havde en chance for at få deres cykler ud. Hvor ubetænksom kan man være???? ....og hun gør det oven i købet jævnligt. Hvordan får man sådan en til at tænke sig en lille smule om på en pæn måde?

Nå, men tilbage til alt det glade: I går havde jeg lavet en aftale med en af gutterne i Kiosk Bien på Fisketorvet, om at jeg kunne komme forbi her til formiddag og hente plastbøtter. Så har jeg nemlig en praktisk måde at sortere alt mit flettepapir og andre dimser i. Dejligt med orden! [Var der nogen, der sagde "strukturfacist"? ;o) ]

Jeg cyklede glad af sted i søndagssolskinnet, kom ind i kiosken og var knapt nok færdig med at spørge, før jeg blev vinket med ud bag ved, hvor jeg bare kunne gå på jagt i buret med tomme plast- og papkasser. Den søde mand, der hjalp mig, fortalte oven i købet om de forskellige faconer på bøtterne, så jeg kunne få de rigtige låg med...."og kom endelig igen, hvis du skal bruge flere" :o)


Så til alle jer, der mangler noget at opbevare ting og sager i: smut en tur i jeres lokale løs-vægt-slikbutik. De har garanteret også masser af bøtter, de bare skal smide ud, og de hjælper sikkert lige så gerne, som de gjorde i "min" kiosk.

Jeg har lumske planer om at prøve at finde på noget flet af slikpapir, som de kan bruge til noget praktisk, som tak for hjælpen.

Cykelturen hjem bød endda på flere dejlige små-oplevelser:
En mand der råber efter mig, da jeg taber et låg, og en anden, der samler op og rækker.
En flok beboere der bruger borde og bænke på hjørnet til hyggelig fællesmorgenmad i solskinnet. 
Drukmåsen der bryder ud af fællesskabet, siger "hav en dejlig dag" og kaster peace-håndtegn efter forbipasserende.
Den ældre nabodame der smiler et stort godmorgen.


Sikke en dejlig start på fridagen. Sikke meget lykke på en halv times tid :o)

Dette indlæg er ikke sponseret. 

20. jul. 2013

Kuverttaske i metallic-pink

Mit eget fletteprojekt nr. to var en fin lille kuverttaske.

Da jeg satte mig for, at jeg ville lære at flette, var det juleferie. Det var egentlig ret smart, for der var jo masser af gavepapir at flette af.

Bl.a. var der en del af dette flotte pink-metallic, som jo næsten råbte på at blive flettet af. Så....som sagt, så gjort.

Der var meget, jeg ikke havde lært endnu, så da jeg havde syet alle ringene sammen og skulle til bunden, fladede jeg simpelthen det hele ud og syede sammen spids mod spids, som I kan se på billedet. Det gav fletteriets karakteristiske spidser i både top og bund.
Det er på en måde vældigt pænt, men giver ikke meget plads i tasken til andet end ret flade ting.

Juleferien havde også en anden indflydelse på denne taske, for jeg havde ikke noget gennemsigtig pakketape. Derfor blev den lakeret, da jeg var færdig med at flette. Lakering er faktisk et meget større arbejde end at tape, for man skal være meget grundig med at komme ind i alle kroge og hjørner, men til gengæld er man nok lidt tættere på papirets "natur".

....og metallic-jule-gave-papiret kommer på den måde for alvor til sin ret.

Bestil kuverttaske eller køb opskrift.

19. jul. 2013

Flettet armbånd

Nu er det vist ved at være på tide, der kommer lidt flet på bloggen.

Jeg starter med et rigtigt begynderprojekt - eller projekt.....det kan man måske knapt nok kalde det; men det er i hvert tilfælde et godt sted at starte, for at finde ud af, om fingrene overhovedet VIL flette. Det var også sådan, jeg startede selv.

Her kommer opskriften på et fast armbånd / bangle.


Du skal bruge 3-4 sider fra et ugeblad, sikkert lidt mere, hvis du vil farveafstemme. Det er bedst, hvis papiret er hélt tyndt.

Skær eller klip 20 lapper, der måler 5 x 11 cm.

Du kan komme tape på, inden du begynder at folde og flette, eller du kan lade være og så lakere armbåndet, når du er færdig. Tape giver størst holdbarhed. Lak giver et mere mat resultat afhængig af, hvilken lak du bruger. Gør dig umage med at lakere ind i alle hjørner og kroge.

Flet leddene sammen til en række og saml rækken til en ring.

Armbåndet er nu færdigt.


Hvis du skal bruge et armbånd med større indvendig omkreds end ca. 17,5 cm som dette [ ja, ja, jeg ved godt, at jeg har børnehåndled ;o) ], kan du enten øge med 2 led mere eller bruge lidt større lapper. Husk at du skal kunne få det lukkede armbånd ind over hånden.

Bestil armbåndhttp://smykkerrr.blogspot.dk/2013/11/armband-af-ugeblad.html


18. jul. 2013

Dejlig gave

Hvor er det altså dejligt at give en gave, som modtageren bare bliver SÅ glad for og stolt af.

Så heldig var jeg her i eftermiddags, da vi lige var blevet færdige med at optage det andet og (desværre) sidste programindslag om candy wrap-fletning fra FriHuset på TV2 Fri. Igen i dag flettede jeg sammen med den søde Elizabeth, eller rettere, vi syede de ringe sammen, som vi var startet på i gårsdagens udsendelse.

Da kameraerne slukkede gav jeg selvfølgelig den kurv til Elizabeth, som jeg har flettet til programmet, og udviklet lidt på med to håndtag, så det faktisk endte med at blive en taske. Ih, hvor blev hun glad......så det gjorde jeg selvfølgelig også.



....og hvor heldig kan man være, når man har været en lille brik i dét, som hele holdet selv
syntes, var den bedste udsendelse fra FriHuset, de overhovedet har lavet.

Det har været fantastisk sjovt at få lov at snuse lidt til TV-verdnen og prøve det af (tjek). Det kunne jeg virkelig godt blive forfalden til. Især nede i det FriHus. Alle mennesker er bare supersøde, og der hersker en afslappet stemning, på trods af at der skal laves to timers direkte TV på alle hverdage. Det er den samme stemning, der bare oser ud af udsendelserne. Det er godt gået!



Bestil kurv magen til Elizabeths - se flere billeder og detaljer

17. jul. 2013

Nervepirrende sjovt

Hold nu fast, det har været nervepirrende og samtidig fantastisk sjovt.

I dag har jeg haft masser af sommerfugle i maven, for det  var jo i dag, jeg skulle have min TV-debut - og så oven i købet direkte. Ikke nogen mulighed for at råbe "cut" og tage om. Ikke nogen mulighed for at klippe eventuelle bommerter ud.

Det er nervepirrende! For hvad gør man, hvis klappen går ned, og man kun kan snakke sort....?

Det kan jeg stadigvæk ikke svare på, for det gjorde den heldigvis ikke.

Folkene i FriHuset er fantastisk søde og nøjagtigt lige så gode til at berolige, som jeg havde forestillet mig, og da jeg først sad foran kameraerne og skulle snakke med Elizabeth og fortælle om at flette, glemte jeg alt om, hvor mange mennesker, der måske sidder og kigger på sådan en udsendelse.

...og så er det jo noget af en drøm at få lov at udbrede en hobby, som man holder vildt meget af, til et stort publikum

Derfor var det også fantastisk sjovt! ....og jeg kunne være blevet ved i timevis.

Elizabeth skal have en kurv til haven, så hun let kan hente nogle grøntsager og kartofler til kokkene i FriHuset. I dag har hun selv flettet lidt med; men vi når nok ikke lige at blive færdig med en hel kurv i to udsendelser af 12-14 minutter. Derfor får hun nok min demomodel.


Nå, men i morgen er der atter en dag og atter et indslag at forberede. Jeg må flette!

Bestil kurv

16. jul. 2013

Overvældende

Ja, jeg er fuldstændig overvældet efter min debutdag som blogger. Især fordi antallet af sidevisninger nåede langt over 500, og fordi jeg er overrasket over, hvor meget jeg faktisk kan tænke på ting, jeg kunne tænke mig at blogge om. Jeg lover dog, at jeg kun vil poste indlæg en gang om dagen, selvom lysten lige nu er til mere. Hen af vejen får aktiviteten her nok et noget mere afslappet niveau ;o)

Men tusind tak til jer alle sammen, fordi I kiggede forbi. Jeg skal gøre, hvad jeg kan, for at disse sider bliver interessante nok til, at I får lyst til at gøre det igen.

I dag er fridag. Først og fremmest fordi jeg skal forberede mig til min TV-optræden i morgen og overmorgen: øve igennem hvordan jeg skal præsentere den grundlæggende fletning, så hele Danmarks befolkning, vil kunne flette selv kl. 13:35 i morgen, have alle tv-kok-snyderierne på plads, og være sikker på, at jeg har fået samlet alle de eksempler sammen, som jeg måske kan få brug for. 12-14 minutter er ikke ret meget, når man skal lære fletningens lyksageligheder fra sig. Vi må se, om der bliver plads til mere og vise frem.

Heldigvis er der også masser af tid til andre småting. Jeg har bl.a. lavet visitkort. Oprindeligt var jeg gået i gang med at bestille fra en hjemmeside, som reklamerer ret aggressivt på TV.  50 kr. for 250 visitkort virkede som en ok pris, så jeg gad ikke at bruge tiden på at gøre det selv. Det viste sig dog, at porto var på mellem 75 og flere hundrede kr., og så gik jeg alligevel i gang selv. Det krævede blot et billede og en tekstbox ovenpå.  Faktisk lige så let i word som på føromtalte hjemmeside. Jeg synes, at resultatet blev helt godt.


15. jul. 2013

Hvorfor blogge?


Jeg har længe haft lyst til at blogge. …fordi jeg synes, at jeg har noget at give andre – både med hensyn til al den kreativitet, der fylder mit hoved og ind imellem også til de ting og tanker, der også bobler rundt derinde.

Jo flere blogs, jeg har læst, jo større bliver lysten.

Egentlig havde jeg planlagt, at bruge sommeren på at finde en facon og et sted at gøre det; men da der lige om lidt byder sig verdens bedste anledning, bliver jeg nødt til at hoppe ud i det lidt hurtigere, lidt mindre gennemresearchet og en del mere spontant, end det var meningen.

Nå, men anledningen……anledningen til, at jeg synes, at jeg er nødt til at få gang i den blog NU, er jo, at jeg er så svineheldig, at jeg har fået lov at præsentere Candy Wrap-fletning på TV2 Fri i hele to udsendelser fra FriHuset.

Udsendelserne bliver sendt direkte onsdag den 17. og torsdag den 18. juli kl. 11:30 – 13:35, og de genudsendes to gange senere samme dag + i weekenden. I hele 2013 skulle de kunne ses gratis på TV2 Play: http://fri.tv2.dk/hobby-og-fritid/2013-04-24-sådan-kan-du-se-tv-2-fri

Det bliver spændende at se, om mine 15. minutters berømmelse, som Andy Warhol har lovet os alle, fører til mere. Foreløbig har det i hvert tilfælde ført til åbningen af denne blog.


Tak fordi du læste med. God fornøjelse fremover, hvis du har lyst at kigge ind igen :o)