31. dec. 2014

Teaterhjertet

Hjertet er en rigtig sød facon.

....og hjertet er et rigtigt sødt og positivt symbol.

Disse to egenskaber er vel nok grunden til, at vi bruger det så ofte, som vi gør.

Jeg har tidligere brugt hjertefaconen i denne taske.

Det var bunden, som jeg brugte til faconen, så det ses desværre ikke ret tydeligt for dem, der går forbi tasken, at det er en taske formet some et hjerte.

Det var blot det første eksperiment med hjertefaconen.

Andet taskeeksperiment med faconen kommer her.

Denne gang har jeg vendt hjertet vertikalt, så ingen skal være i tvivl om, at dette er en hjertetaske.





Tasken er til salg.
Hvis du vil flette tasken selv, men ikke kan finde koralfarvede remme, sælges de her.

30. dec. 2014

Tveæggede magazin-tvillinger

Noget af det, jeg holder rigtigt meget af ved fletteriet, er, at man sjældent helt præcist ved, hvordan det færdige resultat ender.

Selvfølgelig får man mere og mere erfaring i, hvordan effekter virker; men jeg tror ikke, at teknikken nogensinde holder helt op med at overraske på den ene eller anden måde.

Lige før jul skulle jeg flette en taske til en kollega, hvis veninde skulle bruge til en 'gave-kræsen' svigerdatter.

For at matche min kollegas type, og det billede hendes veninde havde set af en anden taske, fandt jeg et elegant damemagazin, jeg kunne flette af.


Da hun så det færdige resultat, bestilte hun straks en taske, der skulle være lige sådan, til en anden af hendes egne veninder.

Her var det så, at jeg for en sikkerheds skyld lige måtte fortælle hende, at, selvom den nye taske skulle flettes af det samme blad og i samme facon, kunne de to tasker godt blive ret forskellige.

...og ja, de blev ret forskellige i (farve)udtrykket.


.....men hvis ikke de var forskellige, så ville de jo heller ikke være unikke.

27. dec. 2014

Fordomsfri kreativitet

Her kunne man gå og tro, at man er så kreativ, når man vender ting på hovedet, som jeg har gjort med mine lysestager.

Den slags kan heldigvis hurtigt blive gjort til skamme:

Jeg tog lysestagerne med til julefrokost sammen med et par lys som værtindegave.

Den søde værtinde spurgte, om de skulle bruges sammen med lysestager eller alene.

Lysene var nok liiiige lange nok, til at stagerne var stabile nok alene, så selvom jeg fortalte, at de egentlig var beregnet som lysestager, så havde den perfekte værtinde straks taget gaven i brug som manchetter.

Det viser, at når andre mennesker uden fordomme, ser en ting, kan det fordomsfri sind finde nye anvendelsesmuligheder. Jeg havde overhovedet ikke overvejet lysmanchetter.


Jeg er taknemmelig for idéen, for det er en god en af slagsen, og giver endnu flere muligheder for modellen.


Manchetterne / lysestagerne er til salg.

24. dec. 2014

På hovedet

Jeg har det jo med at vende ting på hovedet.

Det har jeg gjort før og fået en lysestage ud af en skål.

Denne gang har jeg (foreløbig) bare fået en anderledes lysestage ud af det.

I første omgang håbede jeg nok på, at jeg stadig kunne bruge lysestagen med almindelige lys. Det blev ikke i denne omgang. Det blev simpelthen for ustabilt.

 Hvis jeg eksperimenterer videre, skal jeg nok kunne få det til at lykkes.

I denne omgang fandt jeg nogle søde, små, runde lys, der passede perfekt til de omvendte lysestager.

Dette er så de sidste gyldne juleting, jeg har flettet af kaffeposerne.

Det passer jo meget godt med datoen.....og at jeg så kan slutte denne post af med at ønske alle læsere en rigtig glædelig jul!!


22. dec. 2014

Lysestager

Jeg har skrevet om, at de gyldne kaffeposer ikke er brændbare.

Derfor er der også noget logik i, at flette lysestager af poserne.

Jeg har allerede flettet lysestager beregnet til bloklys.

Det er der en del andre flettere, der også har.

Jeg har dog ikke set lysestager til almindelige lys.

Det er vi da også nødt til at have i flet.

....og det har vi nu.

Jeg ville nok ikke have flettet disse lysestager af papir, selvom tapede led nok ikke brænder sådan lige med det samme, når alle de lag af papir og plastic ligger så tæt, som de gør.

Men i metalfolie, er man rimeligt sikker.

Jeg har dog ikke tænkt mig at efterlade lysene tændt uden opsyn alligevel.


Lysestagerne er til salg.

21. dec. 2014

Gyldent kræmmerhus

I denne gavetid bliver jeg nogle gange nødt til at vente lidt med at vise noget af det, jeg har flettet.

Nu får du dog det gyldne kræmmerhus at se, for adventsgaven er åbnet.


Det forlyder, at det har kostet dyrt i brunkager, for sådan et kræmmerhus kan da ikke ligge tomt hen :o) :o) Brunkager skal der til! (Det må jeg huske til næste år, hvis jeg skal give kræmmerhuse i gave. Man kan ikke give kræmmerhus uden kager)

Nå, tilbage til selve kræmmerhuset.

Den flotte, gyldne farve kommer fra de kaffeposer, som jeg har flettet af flere gange her til den søde juletid.

Jeg er vild med gyldent som julefarve.

Her har kaffeposerne dog en fordel mere.

De gyldne poser er af metal, og er derfor ikke brændbare, som almindelige papir-kræmmerhuse er - uanset om de er flettede eller ej.

Jeg har hørt noget om, at næsten halvdelen af alle brandulykker herhjemme sker i december måned.

Det vil vi gerne sætte en stopper for! .....og flette både pynt og brugsgenstande i metal!

20. dec. 2014

Tips til lysestager

I vil jeg lige give dig et tip om bloklysestagerne - eller nærmere om flettede bloklysestager generelt.

Jeg har hørt, at andre flettere lægger låget fra et syltetøjsglas i lysestagen for at lyset skal have noget at stå på.

Hjemme hos spiser vi ikke ret meget syltetøj, og derfor får vi heller ikke så mange låg. De enkelte, der er, giver ikke så stor variation, så jeg har låg til enhver størrelse lysestage.

Derudover synes jeg, at lågene skal blive sammen med glassene, så de kan genbruges til noget lækkert, spiseligt.

Så måtte jeg finde på noget andet for at sikre mig, at lysene ikke skulle dratte ned igennem lysestagen.

Løsningen blev til noget, som man kan få til at passe til alle størrelser lysestage.

Jeg gjorde simpelthen det, at jeg - mens jeg syede den øverste ring fast - syede et ståltrådsnet på kryds og tværs inde i lysestagen.


Nu står lyset rigtigt godt plant og fast, og det dratter ingen steder.

18. dec. 2014

Marylin-stage

Pludselig forstår man, hvorfor Marylin Monroe var så attraktiv.

Det var taljen.

Det lyder måske mærkeligt, men det beviser de to store bloklysestager, jeg har prøvet at flette.

Den første stage flettede jeg af tre forskellige størrelser lapper:
7 x 15 cm
7,5 x 16 cm
8 x 17 cm

Selv om jeg masserede den og prøvede at give den lidt mere facon, lykkedes det ikke sådan rigtigt.

Så måtte jeg jo prøve igen.

Anden gang var lapperne.
6,5 x 14 cm
7,5 x 16 cm
8 x 17 cm

Den midterste række gjorde jeg altså et nummer mindre, så lysestagen kunne få lidt mere talje.

Du ser resultatet her på billedet med den taljerede stage til højre.


Jeg ved nu ikke rigtigt, om man kan side at lysestagen blev mere sexet af at få mere talje ;o) men jeg synes, at den blev meget pænere.

16. dec. 2014

Nostalgisk julekræmmerhus

Endnu en rigtig juleting har set dagens lys herhjemme.

Denne gang har jeg flettet kræmmerhus.

Jeg her ikke selv fundet på teknikken til at flette kræmmerhus; men fået opskriften fra en anden meget dygtig og kreativ fletter - Anne Larsen.

Allerede sidste år brugte jeg hendes teknik, men det var bare ikke til et kræmmerhus.

Det var til et juletræ.

Når man vender et kræmmerhus om, får man nemlig et juletræ, hvis kræmmerhuset altså er grønt :o)

Nu har jeg dog vendt juletræet om igen og fået kræmmerhuset tilbage.

Farverne er også blevet ændret til noget mere kræmmerhusagtigt.

Jeg fik fingrene i resterne af glanspapiret fra julefrokosten; men det var desværre ikke nok til et helt kræmmerhus, når jeg havde lyst til kun at bruge det røde papir.

Aviser har man jo altid i huset, selvom man siger "nej tak til reklamer", så jeg valgte at sætte det røde glanspapir sammen med lapper af af avispapir med skrift på, for jeg har set, at netop ensfarvede tern gør sig rigtigt flot sammen med tern med skrift.

Dét flettede jeg så.

Jeg beundrer Anne meget for at have fundet på spidsen på kræmmerhuset. Det er flot og kreativt gjort, og jeg kunne bestemt ikke have gjort det bedre selv.

En enkelt lille ændring måtte der dog til.

Nogle kræmmerhuse skal jo gerne op og hænge på juletræet, og jeg synes ikke, at faconen indbyder til at sætte et bånd i, så jeg fandt på at folde et par led ind i sig selv. Dette gav et hul i kræmmerhuset, som lige levner plads til, at en grangren kan komme igennem.

14. dec. 2014

Rundere hjerte?

Da jeg flettede hjerterne, havde jeg kun en enkelt ting, jeg gerne ville rette.

De er blevet liiiige kantede nok.

Jeg ville gerne gøre dem lidt rundere og blødere i faconen.

Derfor eksperimenterede jeg lidt videre, da jeg havde flettet det første, grønne hjerte.

Når man fletter de lige kanter, folder man normalt halvdelen af leddet inden i sig selv.

Min tanke var at nøjes med at bukke en mindre del af leddet inden i sig selv, og på den måde runde yderkanterne noget mere.

Sådan gjorde jeg med det røde hjerte, som du ser et udsnit af her.

Det var så et af de eksperimenter, der ikke lykkedes helt.


Hjertet blev overhovedet ikke mere rundt i faconen. Bare anderledes - men det kan man selvfølgelig også bruge.

Sådan er det jo med eksperimenter. Det er ikke altid, de ender helt som forventet.

Nu behøver du i hvert tilfælde ikke prøve dét, for at få dét resultat.


12. dec. 2014

Hjertefest

Julen er hjerternes fest, så hvis ikke man skulle flette hjerter i december, så ved jeg da ikke lige....?

Min næste julepynt er derfor et hjerte; men man kan bestemt ikke kalde det et traditionelt, flettet julehjerte, som vi kender dem.

Personligt synes jeg ikke, at al julepynt behøver at være helt traditionel - ellers havde jeg nok heller ikke fundet på det nye hjerte her.

Udgangspunktet er faktisk min taske med hjerteformet bund.

Jeg forestillede mig, at man kunne bruge hjertefaconen til noget 'jule-noget'.

I forløbet har jeg gjort mig flere tanker om, hvordan man kunne bruge denne bund til noget, hvor man bare har det flade hjerte.

Man kunne bruge hele bunden
....eller man kunne bruge bunden uden de lange led, så der er hul i midten.
....eller man kunne flette lige kanter. 

Det kan man faktisk på begge disse to udgaver af hjertet.

....eller - som jeg endte med - kunne man flette lige kanter både på inder- og yderside af bunden med huller i.
Hjertet bliver skarpt i kanterne; men hjertefaconen er umiskendelig.

I en grankrans på døren bliver de da også meget julede.

11. dec. 2014

Juleblomst

Efter terningerne er en blomst den næste inspiration.

Jeg har flettet blomster før - bare for sjov eller for at fejre hele 600 medlemmer i FletteForum (nu er vi snart 2300)

Denne gang er blomsten direkte inspireret af julen, så selvfølgelig er den i rød og grønne farver.
Blomsten er flettet af avispapir. 

Det kan sagtens lade sig gøre at finde grønne farver i den gratis reklameavis, hvis man kigger boligannoncerne igennem, og især lige for øjeblikket skulle det også være let at finde rødt.

Hvis man har lyst, er jeg  helt sikker på, at den også ville være flot i guld.

Blomsten kan pynte masser af steder - helt for sig selv eller i flok. 

Julebordet er en oplagt mulighed.

Min egen blomst kom i en juledekoration. 




10. dec. 2014

Mørkt, koldt og vådt

Sådan en dag, hvor det er mørkt, koldt og stormende,

og hvor regnen er så kold / spids, at det føles som små knive, der banker mod ansigtet

og hvor skijakken nærmere føles som en svamp end som en vandtæt jakke



...kan det ind imellem være lidt svært at huske på, hvor dejligt det er at cykle på arbejde hver dag

og nyde al den gratis motion

og trække den friske luft dybt ned i lungerne (jo, luften ér frisk, når man cykler på tværs af Frederiksberg)

og sætte pris på de 20 minutters tænkepause, hvor man ikke kan bruge hjernen til meget andet.



Så skal man bare se sådan en bilkø...


...som man lige suser forbi på cykel.

Så hjælper det lidt på humøret igen.

Godt man ikke spilder tiden med at sidde dér :o)

8. dec. 2014

Juleterninger

Man kan bruge de små terninger, som flettes af 6 enkelte led, til rigtigt mange ting.

Indtil videre har jeg brugt en terning
- som nøglering
- vedhæng til penalhus
- vedhæng til taske

Da jeg flettede terningen her sidst som taskevedhæng, var det de sidste par lapper, jeg skulle bruge, så jeg ikke fik rester; men denne gang, har jeg flettet et par terninger meget bevidst, og klippet lapper specielt til formålet.

Jeg er nemlig kommet i gang med julepynten.

Da jeg har en del gyldne kaffeposer, var det oplagt at flette julepynt af dem.

....og da kaffeposerne har et fint lille kaffebønneformet mønster, var det også ret oplagt at udsøge motivet til lapperne.
Jeg var sikker på, det ville se fint ud på nogle små, gyldne, jule-ting, hvis jeg syede en hank på i rødt silkebånd

Terningen blev fin med det lille logo, og jeg tror også, at det ville blive fint, hvis jeg flettede den af helt gyldne lapper.

I mellemtiden har jeg også fundet noget jule-slikpapir at flette af.
Det er nu heller ikke så tosset.

6. dec. 2014

Fra fad til skål

Før jeg flettede skålen med kobberfelter til min kollega, har jeg flere gange flettet både skåle og fade.

En enkelt gang har jeg også været stoppet op 'midt i' en skål (altså inden jeg satte en kant på), så jeg kunne se, hvordan den ville gøre sig som fad i stedet.
Du kan se den færdige skål her.

Det er dog første gang, jeg fletter en skål med lige kant. Det skulle selvfølgelig også prøves.

Inden jeg var færdig, overvejede jeg, om det skulle ende med at blive et fad eller en skål. Dog - for eksperimentets skyld - endte jeg med at beslutte mig for en skål.

Så kunne jeg nemlig se begge dele.

.....og tage billeder fra nogenlunde samme vinkel, så du også kan se begge dele og ikke mindst se forskellen.

Her ser du fadet, hvor jeg lige er blevet færdig med at sy alle delene sammen.
Som du kan se, er fadet forholdsvist fladt, og derfor kalder jeg det netop et fad.

Derefter syede jeg to gange rundt i kanten, så jeg kunne komme til at stramme den mere sammen og derved tvinge siderene højere og faconen til at blive mere skål-agtig.
Begge dele er faktisk kønt - til hver sin ting.



3. dec. 2014

Kobber-dillen

Jeg har 'fået' kontorelev.

Ja, ok, der er måske lidt for meget ejer-fornemmelse over sådan et udsagn, men jeg føler det faktisk som en stor gave, at der er blevet ansat en kontorelev på min arbejdsplads, OG som en tillidserklæring, at jeg har fået lov at være vejleder.

Jer, der har været på kursus hos mig, har nok en rigtig god fornemmelse af, at jeg elsker at undervise :o)

Det gælder både på flettekurserne, hvor det er flere mennesker samlet, og det er en gruppe, jeg underviser og det gælder også i rollen som vejleder, hvor det er en form for sidemandsoplæring, der er i højsædet.

Eleven er supersød, og vi får heldigvis også tid til at hyggesnakke om daglige og private ting.

Derfor ved vi, at hun er med på 'kobber-dillen'; men at hun i høj grad spray-maler selv i stedet for bare at købe nyt ind i dyre domme - og derfor ved vi også, at hun er ved at flytte.

Det har givet mig en anledning til at prøve at flette lidt interiør med kobberpræg, selvom jeg ikke selv er hoppet med på vognen.
Så selvom vi ikke sådan er på gaver, så skal hun alligevel have indflyttergave fra os kollegaer.

- bare fordi det gav mig anledning til at flette noget med kobber.

- bare for at gøre hende glad.